Yarmouk - en mellemøstlig tragedie

b845a6f22db34d438c1457d477c6bcfa_yarmouk_yarmuk

Otte kilometer væk fra centrum i den syriske hovedstad Damaskus, i udkanten af byen, ligger den palæstinensiske flygtningelejr Yarmouk. Der er ikke tale om en officiel flygtningelejr i FN-regi, i modsætning til mange af dem man har kendt gennem tiden på Vestbredden, i Libanon og i Jordan, men alligevel har der siden 1957 været palæstinensere permanent boende i Yarmouk. Der er heller ikke tale om en traditionel flygtningelejr med telte, men om en egentlig bydel med murstenshuse og hvor der i flere år har boet mere end 18.000 palæstinensere, dagligt ramt af kampe og sult. I modsætning til i Libanon, hvor palæstinensiske flygtninge ofte har fået lav status i samfundet, så har syrere historisk set behandlet palæstinensere godt. Til sammenligning menes der at have boet omkring 135.000 palæstinensere i Yarmouk tilbage i 2004. Siden den syriske borgerkrig startede tilbage i 2011, der er mange drevet på flugt eller dræbt. I april 2015, altså den måned vi befinder os i, der er situationen blevet endnu værre for de mange palæstinensere i Yarmouk. Her har man tidligere har været vidne til intense kampe mellem det syriske regime og dets hær under Bashar Assad på den ene side og oppositionen på den anden side. Forskellige palæstinensiske grupper har støttet begge parter i konflikten. Siden sommeren 2014 har også Islamisk Stat(IS) blandet sig i konflikten og det er dem der siden starten af denne måned har forsøgt at tage kontrollen med Yarmouk. En syrisk borgerkrig er blevet til en regional krig mellem mange forskellige grupper og palæstinenserne i Yarmouk er endnu engang blevet fanget i en dræbende konflikt.

Den syriske borgerkrig er en tragedie for Mellemøsten. Ikke blot for Mellemøsten, men også for resten af verden. Mere end 200.000 mennesker er blevet dræbt og mere end 4 millioner mennesker er drevet på flugt. Endnu er det ikke lykkedes for omverdenen at finde en løsning på konflikten, så Assad og hans håndlangere sidder stadig tungt på magten. I starten, dengang i 2011, der virkede det som om det var mere overskueligt hvem man skulle holde med, da oppositionen kæmpede for at vælte den siddende diktator. Siden er der opstået en masse forskellige grupper, heriblandt IS, så man nærmest ikke længere ved hvem man skal give sin støtte. Resten af landene i Mellemøsten støtter åbent deres favoritter, mens vi i Europa og USA holder os langt væk fra blodbadet. I mens dør der flere og flere mennesker.

Tænk at der overhovedet stadig findes palæstinensiske flygtningelejre? Det er et af de store nederlag for historien i Mellemøsten. Snart 67 år efter staten Israels oprettelse har man stadig ikke fundet en løsning på Israel/Palæstina-konflikten. De såkaldte fredsforhandlinger mellem Israel og palæstinenserne har været sat i bero siden den amerikanske udenrigsminister John Kerry var den seneste i rækken af mange der forsøgte at få parterne til at enes. Kerry er stadig amerikansk udenrigsminister, men han lader til at have opgivet ævred når det kommer til fred mellem Israel og Palæstina. Man har ikke set ham i Jerusalem og Ramallah siden starten af 2014. Den israelske ministerpræsident, Benjamin Netanyahu, blev i marts 2015 genvalgt som landets øverste politiske leder. I valgkampens sidste dage udtalte han, at han ikke ser nogen to-statsløsning på nuværende tidspunkt. Palæstinensernes præsident udtalte kort tid efter Netanyahus sejr, at han var villig til at genoptage forhandlingerne, men israelerne har endnu ikke svaret.

Den britiske kommentator og journalist, Brendan O’Neill, påpeger en anden pointe som ofte bliver frembragt i diskussionen om palæstinensiske flygtninge og krigen i Syrien. O’Neill, der er redaktør på det britiske web-magasin Spiked.com, anfægtede for nylig i en klumme, at resten af verden overhovedet ikke interesserer sig for tingene i Syrien og da slet ikke for palæstinenserne i Yarmouk. Forleden blev der evakueret 2.000 mennesker fra byen. Den manglende interesse gælder både palæstinensere der bor i vesten, politikere og meningsdannere. O’Neill kan ikke forstå hvorfor der ikke er demonstrationer i gaderne, intensiv mediedækning og fordømmelse fra både palæstinensere og andre i vesten. Han fortsætter og nævner, at man i sommeren 2014, da krigen var på sit højeste mellem Israel og Hamas i Gaza, konstant talte palæstinensernes sag. Jeg mener at der er noget om snakken, men jeg tror først og fremmest bare folk er mættede af krigen i Syrien. Det samme er ikke gældende når det kommer til konflikten mellem Israel og palæstinenserne, noget folk meget bedre kan relatere til. Mange har været i Israel eller på Vestbredden og mange har fulgt historien i mange flere år. Brendan O’Neill har dog ret, når han påpeger at tavsheden er overvejende når de kommet til de uhyrligheder som arabere begår overfor hinanden i disse år i Mellemøsten, senest set i Yarmouk. Heller ikke i Danmark har jeg hørt mange af dem der plejer at tordne mod Israel, når det kommer til konflikten mod palæstinenserne, komme op af stolene når det handler om palæstinensere i Syrien.

Den mangeårige israelske fredsaktivist, Gershon Baskin, skriver i disse år klummer for Jerusalem Post. Baskin har i mange år været leder af IPCRI, en organisation af israelere og palæstinensere der sammen forsøger at opnår resultater. Senest er han kendt for at være manden der fik forhandlet en fangeudveksling på plads mellem den i mange år tilfangetagne israelske soldat Gilad Shalit og palæstinensiske fanger. Dette holdt han i øvrigt foredrag om for nyligt i Danmark. Baskin skriver i sin seneste klumme, at man nu har en historisk chance i Israel. Man kunne byde de mange palæstinensiske flygtninge velkommen på Vestbredden. Israel har tidligere åbnet op for muligheden, men kræver at palæstinensere skriver under på at de afgiver deres ret til flygtningestatus. Mange israelere ser Vestbredden og – på trods af den fulde israelske tilbagetrækning i 2005 – for så vidt også Gaza, som værende ”omstridte territorier”. Det skyldes, at mange mener, at palæstinenserne sammen med resten af den arabiske/muslimske verden annullerede deres ret til disse områder i 1947, da man sagde nej til FN-resolution 181. Denne resolution advokerede for en to-statsløsning mellem jøderne og araberne efter de voldsomme uroligheder i det britiske mandatområde Palæstina. Ydermere er disse områder i en religiøs jødisk sammenhæng en del af det historiske bibelske jødiske Israel. Efter den første krig mellem Israel og de arabiske lande i 1948 blev Vestbredden besat af Jordan og Gaza af Egypten og først 19 år efter erstattede Israel disse lande. Med en eventuel palæstinensisk stat er det ikke muligt for palæstinensiske flygtninge at vende tilbage til områder, der en gang var palæstinensiske, men som vil ligge uden for den kommende palæstinensiske stats grænser.

Hele situationen med de palæstinensiske flygtninge er desuden ganske anderledes end flygtningespørgsmål andre steder i verden. Efter Anden Verdenskrig blev det fastslået, at en flygtningestatus skulle kunne afvikles efter to år og flygtningestatus ikke kunne videregives til ens børn. Kun i palæstinensisk sammenhæng har man i FN afveget fra denne praksis, hvor man stadig anerkender palæstinensisk flygtningestatus, på trods af de mange år der er gået og at nye generationer er kommet til. FN-resolution 194 åbner for at yde økonomisk kompensation til de mange palæstinensere, der har lidt under mangeårig rodløshed – det ligner den mest oplagte kompensation. Desuden bør de palæstinensiske flygtninge sættes i udsigt at kunne vende tilbage til nye områder i en eventuel kommende palæstinensisk stat. Samtidig må jøder, der blev tvunget til at forlade arabiske lande efter Israel blev oprettet i 1948 få den samme ret, nemlig at søge erstatning og modtage eventuel kompensation.. Gershon Baskin har ret, når han siger at Israel nemt kunne sørge for humanitær støtte til de 18.000 palæstinensere fra Yarmouk, men det sker næppe. Kampene fortsætter blot og resten af verden er ligeglade, også med palæstinenserne.