Tyve år efter Rabin - tre skud der ændrede Israels historie

476716-9ae57600-0987-11e5-a1f9-57727bb58918

Lørdag den 4. november 1995 var en dag, der endte med at gå over i Israels historie. Dagen huskes ikke for noget godt, men derimod for et af de mørkeste kapitler i landets omtumlede fortælling. Tre skud fra en pistol affyret på Israels Kongers Plads midt i det centrale Tel Aviv ændrede historiens gang. Yigal Amir, et navn alle israelere i dag kender, tog en bus til krydset mellem Arlosoroff-gaden og Ibn Gvirol-gaden og gik de sidste par hundrede meter ned til pladsen, hvor en stor fredsdemonstration var i gang. Amir opdagede hurtigt at han ikke kunne komme tæt nok på talerne, Israels ministerpræsident Yitzhak Rabin og Israels udenrigsminister Shimon Peres. I stedet ventede Amir i mere end 40 minutter på parkeringspladsen bag tribunen. Da Rabin og Peres var færdige med deres taler begav de sig begge mod deres biler på parkeringspladsen. Billederne har vi fra den eneste kendte optagelse af forløbet, fanget af en amatørfotograf ved navn Ronni Kempler, der filmede det hele fra et lavt tag på den anden side af parkeringspladsen. Rabin valgte at stoppe halvvejs på vej mod bilerne og gik i stedet tilbage for at takke arrangørerne af demonstrationen, hvorfor Peres tog væk uden ham. Havde de sammen kommet hen til bilerne, så havde ingen af dem nok levet i dag. Yigal Amir har nemlig afsløret, at han helst ville have dræbt både Rabin og Peres, men i stedet måtte nøjes med sit ”primære mål”. Da Rabin kom ned af trappen og gik de få skridt hen mod sin bil, gik han lige ind foran Amir, der trak sin pistol og skød tre gange. To af kuglerne trængte ind i Rabins lunger, mens den tredje patron ramte en livvagt. Bagefter var alt kaos og Rabin døde senere på hospitalet, da hans liv ikke stod til at redde. Chokbølger gik gennem hele verden, da det kom frem, at den unge ekstremist og jøde, Yigal Amir, havde myrdet en anden jøde, Israels ministerpræsident Yitzhak Rabin. Chokket var af alle steder størst hos den israelske befolkning.

Yitzhak Rabin kom til verden i Jerusalem den 1. Marts 1922. Hans forældre Nehemiah og Rosa var kommet til mandatområdet hver for sig i årene omkring 1. Verdenskrig. Nehemiah Rubitzov blev født i Ukraine og allerede som 18-årig udvandrede han til USA, hvor han ændrede sit efternavn til Rabin. Under sit ophold i USA blev Nehemiah Rabin glødende zionist og flyttede i 1917 til mandatområdet Palæstina. To år senere ankom 29-årige Rosa Cohen fra Hviderusland også til Palæstina. Hendes far var rabbiner og stærk modstander af zionismen, men Rosa ville til Palæstina og ankom i 1919 til en kibbutz i Galilæa. Kort tid efter flyttede hun til Jerusalem, hvor hun i 1920 mødte Nehemiah. Året efter blev de gift og som nævnt blev lille Yitzhak en del af deres liv i 1922.
Året efter valgte man at flytte til Tel Aviv. Yitzhak Rabins forældre var meget venstreorienterede og troede fuldt og fast på den zionistiske drøm. Lille Yitzhak kom i børnehaven for arbejderbørn, hvor man senere også i den overbyggende skole lærte ligeligt om landbrugsarbejde og zionisme. Det siges at Rabin fik glimrende karakterer i skolen, men han var meget genert, så de fleste bemærkede slet ikke hans blændende intellekt. I 1937, som 15-årig startede Rabin på landbrugsgymnasium, hvor han var en førende elev bag traktoren, men samtidig nægtede han at vise interesse for engelsk, da dette sprog blev talt af den britiske mandatmat, som var fjenden. Rabin ville faktisk gerne have været landbrugsingeniør, men hans interesse for militæret blev også mere og mere tydelig i hans unge år. Allerede som ungt medlem af den zionistiske gruppe Haganah, en paramilitær bevægelse, blev Rabin trænet af den senere israelske politiker Yigal Allon i 1938. Kampene mod araberne var på sit højeste i denne periode.

Ti år senere havde Rabin allerede en ledende position i den nye israelske hær. Rabin havde kæmpet i årevis mod araberne og briterne i kampen for en stat, mens han nu stod midt i Israels første krig som selvstændig nation. Under Israels uafhængighedskrig ledte Rabin den israelske hærs styrker i Jerusalem og samtidig dæmmede han op for den egyptiske hærs fremrykning i Negev i det sydlige Israel. Ydermere kunne Yitzhak dog også lige nå at blive gift med sin Leah, som på det tidspunkt arbejdede som journalist på en avis tilknyttet hæren. Parret fik senere to børn, men som den amerikanske diplomat Dennis Ross tidligere har udtalt, så var Rabin det mest sekulære menneske han nogensinde havde mødt. Familien Rabin levede et jødisk sekulært liv, men man så sjældent Yitzhak i nogen synagogen. Måske dog til hans børns bryllupper?

Yitzhak Rabin var en opadgående stjerne i den israelske hær og han nåede den ultimative post som leder af Israels væbnede styrker i 1964. Han blev udpeget af David Ben Gurions efterfølger som Israels ministerpræsident, Levi Eshkol. Ligesom sin forgænger Ben Gurion, fungerede også Eshkol som forsvarsminister, men denne havde stort set ingen erfaring på dette område, da han hele sit liv havde fungeret som fagforeningsmand og partisoldat hos Arbejderpartiet. Det betød at Rabin havde ganske frie hænder på det militære område. Det var under Rabins ledelse at Israel opnåede store sejre i forbindelse med Seksdageskrigen i 1967. Rabin var blandt de første israelere der besøgte den gamle by i Jerusalem, efter erobringen af denne fra Jordan. Rabin holdt en følelsesladet tale ved det Hebræiske Universitet, så måske var han mere religiøs end hvad han gav udtryk for? Det kan også være at Rabin blot var påvirket af en turbulent periode, da han eftersigende gik ned med et nervesammenbrud kort før Seksdageskrigen udbrød. Man holdt det hemmeligt i datiden.

Efter sin afsked med den israelske hær blev Yitzhak Rabin Israels ambassadør i USA. Han sad på posten i hele fem år frem til 1973. Han opnåede et tæt forhold til amerikanske politikere, da engelskkundskaberne alligevel på dette tidspunkt var kommet ganske glimrende på plads. Rabin spillede ikke nogen officiel rolle i Yom Kippur-krigen i 1973, men blev senere samme år for første gang valgt ind i det israelske parlament Knesset. Året efter blev han allerede som ung uprøvet parlamentariker udnævnt til arbejdsminister af Golda Meir. Han havde et stort ry med sig fra sin tid i hæren og som ambassadør. Dette kom til udtryk allerede i 1974. Den 52-årige Rabin blev valgt som Arbejderpartiets nye leder, da Golda Meir trak sig i efterdønningerne af Yom Kippur-krigen. Rabin var næste generation blandt Arbejderpartiets ledere og besejrede i et kampvalg om formandsposten sin evige rival, Shimon Peres. Rabin blev Israels ministerpræsident den 3. juni 1974.

Der skete en del i Rabins første to år og elleve måneder som Israels øverste politiske leder. Allerede i september 1975 underskrev Rabin en aftale med Egypten, den såkaldte Sinai-aftale. Her forpligtede både Israel og Egypten sig til at man ikke længere søgte en militær konflikt med hinanden, men at man ville søge en fredelig løsning. Rabin har senere afsløret, at Henry Kissinger havde fået mandat til at true Israel ind i en aftale, da USA ellers ville genoverveje det bilaterale forhold mellem USA og Israel. Ikke desto mindre var Sinai-aftalen kimen til det der i slutningen af 1970erne blev til Camp David fredsaftalerne mellem Israel og Egypten. Også den berømte Entebbe-operation blev lanceret under Rabins tid som ministerpræsident, da israelske specialstyrker reddede passagerer der blev holdt som gidsler af medlemmer fra PFLP i Idi Amins Uganda. Redningsaktionen var en spektakulær og utrolig succes, hvilket smittede af på Rabin og hans regering.

I slutningen af 1976 gik Rabins regering dog i opløsning og han udskrev valg til afholdelse i maj 1977. Det endte med at blive et valg uden Rabin på stemmesedlen. Haaretz’ journalist Dan Margalit kunne nemlig i marts 1977 afsløre, at Yitzhak og Leah Rabin stadig havde en fælles bankkonto i USA. Denne havde Rabin oprettet under sin tid som ambassadør i landet. Kontoen var aldrig blevet lukket igen og dengang var det ulovligt for israelere at have penge i udlandet, hvis man ikke tjente som diplomat på fremmed grund. Det var en stor skandale i den israelske samtid dengang og Rabin måtte trække sig fra både sin post som ministerpræsident og som formand for Arbejderpartiet. Shimon Peres overtog og tabte valget til Menachem Begin i maj 1977. Det var første gang nogensinde i Israels historie, at Arbejderpartiet tabte og Likud kunne overtog magten.

Yitzhak Rabin forlod ikke israelsk politik efter sit fald som ministerpræsident. Han satte sig ned på bagerste række i parlamentet, nu som menigt medlem af det Arbejderparti han tidligere stod i spidsen for. Gennem hårdt arbejde sled han sig igen frem i rækkerne og allerede i 1984 blev han qua sin store erfaring udnævnt til forsvarsminister. Den post bestred han helt frem til 1990. Rabin var dermed ikke involveret i Israels militære eventyr i Libanon i starten af 1980erne, hvor det i stedet var Ariel Sharon der var forsvarsminister. Til gengæld var Rabin manden i centrum. da den første palæstinensiske intifada udbrød i 1987. Rabin anlagde en hård stil overfor den palæstinensiske opstand og blev kendt som knoglebrækkeren, da han udtalte, ”at hvis man knækkede palæstinensernes knogler kunne de jo ikke kaste med sten”. Denne taktik slog fejl, Israels image var dalende i verdenssammenhæng og Jordan opsagde sin ret til Vestbredden. Samtidig anerkendte USA PLO som den legitime repræsentant for det palæstinensiske folk, alt sammen noget der fik Rabin til at indse at fred og forhandling, frem for knoglebrækkeri, var vejen frem.

I 1992 genvandt Yitzhak Rabin pladsen som formand for Arbejderpartiet. Efter mere end femten år væk fra posten var hans straf for rod i bankforretningerne overstået. Endnu engang kunne han besejre Shimon Peres i kampen om posten. Rabin var stadig yderst populær blandt den israelske befolkning og som 70-årig vandt han det israelske valg, da han besejrede Yitzhak Shamir fra Likud. Rabin kunne dog ikke danne flertal i parlamentet uden det ultraortodokse parti Shas, et parti der ellers lå langt fra Rabins verdenssyn.

Rabin var gået til valg på løftet om at skabe fred med palæstinenserne. Han var en ledende figur i underskrivelsen af Oslo-aftalerne, en række forhandlinger der var startet på græsrodsniveau mellem israelere og palæstinensere i den norske hovedstad Oslo. Det er de selvsamme aftaler som den nuværende palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, her tyve år efter mordet på Rabin har kaldt for ophævede. Tilbage i 1990erne var Yasser Arafat leder af palæstinenserne og denne sendte Rabin et brev den 9. September 1993, hvor han tilkendegav at PLO anerkendte Israel. Rabin kvitterede samme dag og anerkendte PLO. Efter man havde underskrevet Oslo-aftalerne i september 1993, til hele verdens bevågenhed på plænen foran det Hvide hus i Washington, D.C. i USA, opstod der både glæde og modstand i den israelske befolkning. Rabin fastholdt dog, at så længe han var leder af flertallet i det israelske parlament, så fortsætte man fredens vej mod en to-statsløsning. Det var han så pludselig ikke længere den 4. november 1995.

Her tyve år efter vælter det ud i medierne med analyser, interviews og film, der alle forsøger at portrættere manden, politikeren og myten Yitzhak Rabin. Amos Gitai, en israelsk instruktør, har i år udgivet en dokumentar, der forsøger at vise hvad der skete i de sidste dage op til Rabins mord. Gitai skal nok ikke regne med at få roser fra den nuværende israelske ministerpræsident Benjamin Netanyahu, som ifølge Gitai personificerede den hårde stemning fra højrefløjen mod Rabin. Interessant var det også at læse et interview i disse dage med Rabins datter, Dalia, der mener at hendes far kunne have sikret en varig fred. Hvem ved om hun har ret? Dalia skal sikkert ikke se den film der også netop er udkommet, hvor Yigal Amir bliver portrætteret. I øvrigt markerede den nuværende israelske præsident sig, Reuven Rivlin, da han udtalte at han aldrig vil benåde og løslade Yigal Amir fra sit fængselsophold.

Yitzhak Rabin levede et langt liv både i toppen af det israelske militære og politiske hierarki. Det er dog Oslo-aftalerne der blev hans politiske eftermæle. Han fik sammen med sin evige rival på den hjemlige politiske scene, Shimon Peres, Nobels fredspris for at kæmpe for fred mellem Israel og palæstinenserne. Arafat fik den selvfølgelig også. De fleste har i eftertiden glemt at Rabin også var en hård mand, der ikke ofte gik på kompromis med sin zionistiske overbevisning. Dette mente Yigal Amir så alligevel han gjorde, da han personificerede den store del af den israelske befolkning, som mente at Rabin gav israelsk land væk til palæstinenserne.

I de tyve år der er gået siden Rabins død har man desværre ikke set hans sidste politiske sejre bære frugt. Oslo-aftalerne skulle med udgangen af 1999 have resulteret i en palæstinensisk stat. Dengang var Israels nuværende ministerpræsident, Rabins ideologiske modsætning Benjamin Netanyahu, ligesom i dag også ved magten. Netanyahu besejrede Rabins arvtager Shimon Peres ved valget i 1996. Det hjalp dengang ikke på fredsfløjens sag, at stribevis af palæstinensiske selvmordsbomber rystede den israelske befolkning. Også blandt palæstinenserne, ligesom hos israelerne, var der store modstandere af den fredelige kurs.

Arbejderpartiet, det parti som Rabin forlod, har kun vundet et israelsk parlamentsvalg en enkelt gang siden Rabins død i 1995. Det skete i 1999, da Ehud Barak forsøgte at trække de sidste krampetrækninger ud af en døende fredsfløj. Allerede to år efter måtte han opgive forhandlingerne med Arafat og Likud har stort set siddet på magten i Israel lige siden.

Den nuværende israelske ministerpræsident, Benjamin Netanyahu, har erklæret senest på FN’s talerstol i september 2015, at han fortsat støtter en to-statsløsning. Hans modpart, palæstinensernes 80-årige leder Mahmoud Abbas, brugte samme talerstol til at opsige alle eksisterende aftaler med israelerne. Ingen af parterne har gjort noget ved deres udsagn siden de blev proklameret for et par måneder siden. I stedet har efteråret 2015 budt på nye uroligheder i den evige konflikt mellem Israel og palæstinenserne. Rabins arv blev forsøget på en fred med palæstinenserne, men måske døde forsøget allerede med de tre skud som dræbte Yitzhak Rabin den 4. november 1995.