Talen som alle taler om

bibi-congress-965x543

I næste uge er Israels endnu regerende ministerpræsident, Benjamin Netanyahu fra Likud, endnu engang at finde på talerstolen i den amerikanske kongres. Han skal holde tale i Washington D.C. tirsdag den 3. marts 2015. Det er tredje gang gennem tiderne at Netanyahu skal tale fra denne prestigefulde talerstol som fremmed statsoverhoved, hvilket kun Winston Churchill har præsteret lige så mange gange tidligere. End ikke Nelson Mandela, Yitzhak Rabin eller Shimon Peres kommer fra næste uge op på siden af Netanyahu. Som de tidligere gange Netanyahu har været på programmet i kongressen, vil han først og fremmest tale om Iran. I modsætning til de forrige gange, så er der denne gang voldsomme politiske spændinger mellem Israel og USA, hvor flere amerikanere er rasende over Netanyahus tilstedeværelse i det amerikanske midt i en israelsk valgkamp. Det er den republikanske ”leder af kongressen”, John Boehner, der har inviteret Netanyahu, men hverken ”Bibi” eller den israelske ambassadør i USA, Ron Dermer, informerede den amerikanske regering om det planlagte besøg inden det var sat i kalenderen. Indholdet i Netanyahus tale er givet, da han endnu engang vil benytte lejligheden til at advare om den kommende givne aftale mellem USA og Iran om sidstnævntes mangeårige omstridte atomprogram. De hårde forhandlinger mellem Iran og Vesten har stået på længe, men det lader til at ligge i kortene, at en historisk aftale snart er på plads mellem præstestyret i Iran og USA samt dets europæiske allierede.

Den israelske ministerpræsident Benjamin Netanyahu og Israel har al mulig grund til at være bekymret for udviklingen i Iran. Det har Netanyahu med rette gjort omverdenen opmærksom på længe, bl.a. da han også første gang på talerstolen i den amerikanske kongres advarede om Iran helt tilbage i 1996. Netanyahu eller en anden israelsk leder skal og bør sikre landets sikkerhed, hvilket i de senere år har krævet en skarp retorik og årvågenhed overfor Iran. Det er dog på et rigtig dårligt valgt tidspunkt at Netanyahu har valgt at tage imod endnu en invitation til at tale for kongressen i USA. Forholdet mellem den demokratiske amerikanske præsident Barack Obama og Netanyahu har længe været dårligt, hvorfor det er farligt at holde tale i USA midt i en israelsk valgkamp. Selv demokratiske politikere i kongressen, altså ikke i den amerikanske regering, har bebudet at de vil holde sig væk fra talen, da man ikke vil vise støtte til en politiker midt i en national valgkamp. Også den pro-israelske lobbyorganisation AIPAC har været ude med en løftet pegefinger til Netanyahu og støtter heller ikke initiativet. Måske har Bibi glemt, at det ikke er kongressen i USA, men den amerikanske regering der bestemmer den landets udenrigspolitik. Dette gælder også når det kommer til spørgsmålet om Iran.

Netanyahu kunne nemt have kommet ud af hele dette problem, hvilket på sigt ville stille Israel i et langt bedre lys overfor amerikanerne og dermed oprigtig talt styrke landets sikkerhed. Netanyahu kunne sammen med John Boehner bare have lagt talen efter det israelske valg den 17. marts 2015. Samtidig skulle Obama selvfølgelig have været informeret og havde Netanyahu valgt at invitere lederen af den israelske opposition Itzhak Herzog med, så ville den amerikanske præsident have haft meget svært ved at sige nej tak til at møde op. Dette ville effektivt have understreget overfor amerikanerne, at dette har højeste sikkerhedspolitiske betydning for både USA og Israel. Især mange demokrater deler faktisk Israels skepsis overfor en atomaftale med Iran. Der er faktisk tale om en yderst vigtig beslutning for hele Mellemøsten, ikke bare for Israel, så det er ærgerligt at Benjamin Netanyahu misbruger sin politiske position til at fremme egen agenda i den hjemlige israelske valgkamp.

Dette seneste træk fra Netanyahus side viser endnu engang at han ikke er en statsmand, selv om han drømmer om at gå i fodsporene på koryfæerne David Ben Gurion og Menachem Begin, men i stedet blot er en dreven politiker. Ved at fremstå som den stærke mand der ikke lader sig kue af selv Obama, der vinder han stemmer på den hjemlige politiske højrefløj. Dette sker desværre på bekostning af Israels forhold til dets tætteste allierede, nemlig amerikanerne. Det burde være vigtigt for en israelsk leder at styrke forholdet til en amerikansk præsident, der tydeligt virker langt mindre pro-israelsk end sine to seneste forgængere. Allerede fra sin start som præsident i 2009 tog Barack Obama til både Tyrkiet og Egypten for at holde taler om et tættere forhold mellem USA og den arabiske/muslimske verden. Det er tydeligt at Obama finder det mere vigtigt at nå til enighed med Iran end at fastholde det tætte bånd mellem Israel og USA. Dermed ikke sagt at USA vil lande en aftale med iranerne for hver en pris, men lige nu lader det ikke til at Israels reelle bekymringer er med i ligningen.

Det er ærgerligt at Benjamin Netanyahu ikke selv kan se hvor ødelæggende hans handlinger er når det gælder forholdet mellem Israel og USA. I stedet for at Israel med rette havde gjort omverdenen opmærksom på truslen fra Iran på det rette tidspunkt, så har Bibi formentlig gjort lysten til at nå et gennembrud i forhandlingerne med Iran endnu større. Den amerikanske udenrigsminister John Kerry, der tidligere brugte meget tid på nu kuldsejlede fredsforhandlinger mellem Israel og palæstinenserne, bliver ved med at fastslå at USA ikke vil lægge navn til en dårlig aftale for vesten når det gælder Iran. Forhandlingerne kan ikke fortsætte i det uendelige og må få et endeligt udfald på et tidspunkt, hvis man spørger Kerry. Alligevel mener mange iagttagere, at amerikanerne vil gå langt for at sikre sig et positivt resultat, noget der vil være skæbnesvangert for Israel og mange andre lande i Mellemøsten.

Endelig er det også værd at bemærke, at Netanyahu glemmer at Israel har brug for stærke bånd til både demokrater og republikanere i USA. Det er tydeligt at Netanyahu håber på republikansk sejr ved det kommende amerikanske præsidentvalg i 2016, ligesom dengang han åbent støttede Mitt Romney tilbage i 2012. Dette anser mange amerikanerne med rette for at være en direkte indblanding i national amerikansk politik, hvilket man ikke bryder sig om i USA. Når alt kommer til alt er USA stadig Israels vigtigste allierede. Obama er trods alt USA’s præsident i to år endnu, så forholdet burde være noget af det vigtigste for Netanyahu, men i stedet lader det til at den vigtigste amerikaner for Bibi, hedder Sheldon Adelson.

Den 12. november 2014 stemte hvad der udgjorde det daværende israelske parlament Knesset en kontroversiel lovgivning igennem dens første behandling. Med stemmerne 43-24 lykkedes det parlamentsmedlem Eitan Cabel fra Arbejderpartiet at få stemt sit forslag til ændring af reglerne for distribution og salg af aviser i Israel igennem. Cabel sagde selv at han ikke havde noget at udsætte på noget specifikt medie, men loven er hurtigt blevet døbt ”Israel Hayom-loven”.

Siden 2007 har Israel haft en gratisavis til distribution i hele landet, som går under navnet ”Israel Hayom”, løst oversat til dagens nyheder fra Israel. Med sin lov ville Eitan Cabel fra Arbejderpartiet få gjort det ulovligt at udsende aviser gratis i Israel, da man med den nye lovgivning i det mindste skal tage et symbolsk beløb for sin avis, svarende til de udgifter som andre aviser som minimum har for at gå i trykken. Hvad har Cabel, flere politikere fra den daværende regerings egne rækker og altså i alt 43 politikere imod gratisaviser? Var det i virkeligheden denne lov der skulle stoppes af premierminister Benjamin Netanyahu, så han senere fyrede medlemmer af sin egen regering og udskrev valg før tid i Israel?

Benjamin Netanyahu valgte i slutningen af november 2014 at fyre sine egne to ministre, Yair Lapid og Tzipi Livni, da Netanyahu ikke længere mente de to politikere fulgte regeringen og ministerpræsidentens linje. Den daværende regering kunne ikke blive enige om et kontroversielt lovforslag om hvor lovmæssigt man kunne definere begrebet ”Den Jødiske Stat”. Regeringen faldt, da den eksisterende alliance mellem fire partier med Netanyahu i spidsen ikke længere kunne blive enige om en fælles kurs og debatten om lovgivningen vedrørende den jødiske stats karakter var eftersigende den berømte dråbe der fik bægeret til at flyde over.

Med lidt under en måned til det kommende valg i Israel, der er udskrevet til den 17. marts 2015, der begynder flere iagttagere af israelsk politik dog at se tilbage på Eitan Cabels lovforslag fra midten af november sidste år. Svaret på hvorfor alle nu tror at ministerpræsident Benjamin Netanyahu i virkeligheden udskrev valg før tid skal findes i hans frygt for at det nye medieforslag, som folk i hans egne rækker støttede, ville ende med at gå hele vejen igennem tre afstemninger og ende som ny lov i Israel. Netanyahu er nemlig ganske glad for avisen Israel Hayom, som er ejet af den amerikanske Casino-ejer Sheldon Adelson. Måske skal Netanyahu bare over og sludre med Adelson om de seneste bidrag til Likuds valgkampagne? Når man så alligevel er på de kanter, så kan man da lige så godt tage et smut forbi kongressen alligevel.