Stor tale-ståhej for ingenting

cover-summer-2013-feature-

Så blev det igen september, måneden hvor hele verdens opmærksomhed i en uges tid er rettet mod FN’s årlige generalforsamling i FN. Alle verdens ledere har mulighed for at udtale sig om alt mellem himmel og jord fra generalforsamlingens talerstol. Dette har budt på farverige indslag gennem årene. I 2009 mente den nu afdøde tidligere præsident fra Venezuela, Hugo Chavéz, at han stadig kunne lugte smagen af svovl i lokalet fra dengang manden han kaldte djævlen havde betrådt FN’s bygning. Djævelen var ifølge Chavéz den tidligere amerikanske præsident, George W. Bush. I 2009 kunne man også nyde en tale på over 90 minutter fra Muammar Gaddafi, der omhandlede alt fra svineinfluenza til mordet på John F. Kennedy. Gaddafi insisterede i øvrigt på at slå sit kæmpemæssige beduintelt op foran FN-bygningen, men fik i stedet lov til at gøre dette i en velvillig amerikansk milliardærs baghave. Milliardæren hed forresten Donald Trump.

I de senere år er FN’s generalforsamling også blevet en tilbagevende begivenhed for udviklingen i Israel/Palæstina-konflikten. Fredsforhandlinger er på nuværende tidspunkt ikkeeksisterende i den mangeårige konflikt, så september måned er blevet tidspunktet hvor Netanyahu og Abbas kan redegøre for deres seneste beskyldninger mod modparten for manglende fredsvilje. Netanyahu har tidligere budt på mindeværdige indslag i FN-regi, hvor hans berømte billede af den iranske bombe tilbage i 2012, huskes som en anden af de mest mindeværdige taler gennem årene. Netanyahu og Abbas befinder sig tæt på hinanden resten af året, men alligevel ser man dem kun samme sted hvert år i september, dog aldrig på samme tid.

I år var det heller ikke anderledes, da Abbas tirsdag i denne uge gik på talerstolen i FN. I de senere år har Abbas opfordret til at man anerkender Palæstina som stat, mens det også i år ledte til en symbolsk hejsning af det palæstinensiske flag uden for FN-bygningen i New York. Nogen stat har man dog stadig ikke fået. I ugerne op til den nu 80-årige Abbas’ tale, havde både Abbas selv og hans karismatiske chefrådgiver Saeb Erekat bebudet, at man ville levere en sensation i årets tale. De fleste regnede med at Abbas ville opløse palæstinensernes forpligtelser til Oslo-aftalerne. Måske ville Abbas endda gå så langt og opløse det palæstinensiske selvstyre, som han selv er leder af? Ville dette ske, så kunne Abbas lige så godt santidig udråbe en palæstinensisk stat og erklære Israel for besættelsesmagt.

Som så mange gange før endte det med stor palæstinensisk ståhej for ingenting. Abbas udtalte at han ikke længere mener at palæstinenserne er forpligtede til at overholde dets aftaler med Israel, da israelerne igen og igen bryder aftalerne. Som eksempel nævnte Abbas de mange bosættelser som israelerne fortsætter med at bygge. Abbas nævnte dog ikke hvad han havde tænkt sig at gøre i praksis? Hans sensation blev til noget af en fuser.

Mahmoud Abbas er en tydeligt presset mand. Muligheden for en kommende tredje intifada er bestemt til stede. Abbas kunne også bare træde tilbage og overlade opgaven til den næste generation. Det lader til at han ikke er interesseret i nogen af delene. En forsoning med Hamas er heller ikke på tapetet og fredsforhandlinger med Israel er strandet siden sommeren 2014. Det er faktisk muligt, at Abbas budskab fra talersolen var et råb om hjælp ti israelerne om genoptagelse af fredsforhandlingerne. Det lader ikke til at Abbas har andre muligheder i værktøjskassen. Ellers kan han lige så godt træde tilbage.

Ifølge The Economist mener 78% af palæstinenserne at man ikke får en palæstinensisk stat indenfor de næste fem år. Samtidig er den palæstinensiske økonomi ved at være i ruiner. Skulle Abbas vælge at opløse det palæstinensiske selvstyre, så ville titusinder af palæstinensere stå uden job. Sikkerhedssamarbejdet mellem Israel og palæstinenserne ville også blive opløst, hvilket ville lede til endnu mere vold på Vestbredden. Dette er noget hverken palæstinensere eller israelere kunne tænke sig, bestemt ikke set i lyset af de seneste måneders og dages mange voldelige hævnaktioner fra begge parter.

Benjamin Netanyahu holdt også tale i FN i den forgangne uge, dagen efter Mahmoud Abbas. Igen i år have Netanyahu taget sine retoriske evner med til New York, hvor hans tale i år vil blive husket for de mere end 42 sekunders tavshed han holdt undervejs i talen. Det skulle symbolisere den larmende tavshed som verdenssamfundet har udtrykt overfor Irans konstante udfald mod staten Israel. I år havde Netanyahu dog plads til andet end Iran, da han opfordrede Abbas til at genoptage fredsforhandlinger med det samme. Heller ikke Netanyahu lader dog selv til at tage det første skridt?

Netanyahu er tilbage i USA om en måneds tid, da han har et besøg i det Hvide Hus i kalenderen. Her skal han mødes med en mand der ikke nævnte Israel/Palæstina-konflikten overhovedet i sin årlige tale i FN, den amerikanske præsident Barack Obama. Mit bud er at vi snart vil se en relancering af fredsforhandlingerne, da Bibi og Abbas på hver sin måde forsøger at holde sig relevante overfor verdenssamfundet.