Stakkel Kerry, hvor længe bliver han mon ved

1.07.2013
|
0 Comments
|

I juni 1990 udtalte en af John Kerrys forgængere som amerikansk udenrigsminister, James Baker, at nummeret til det Hvide Hus i Washington var 1-202-456-1414. Hvis Israel og palæstinenserne var interesserede i fred kunne de bare ringe, så skulle amerikanerne nok hjælpe. Lige nu kommer Kerry selv, så Netanyahu og Abbas behøver ikke ringe, men bliver det ved?

Den nuværende grønne amerikanske udenrigsminister John Kerry har netop forladt Mellemøsten, efter at han har besøgt området hele fem gange siden han blev ny mand på posten i januar 2013. Det er endnu end ikke lykkedes ham at få israelske og palæstinensiske ledere til at sidde i samme lokale, noget der her og nu må betegnes som en eklatant fiasko for den højeste amerikanske diplomat på det udenrigspolitiske plan. John Kerry udtalte selv på vej ud af Tel Aviv lufthavn, at han så fremskridt og betegnede sit netop afrundede besøg i Israel, de Palæstinensiske områder og Jordan som en succes og at parterne nærmede sig hinanden. Enten ved manden noget vi andre ikke ved eller også er han skør?

Den amerikanske udenrigsminister har kastet sig ind i kampen for at finde en fredsløsning mellem Israel og palæstinenserne, noget mange amerikanske politikere før ham har forsøgt sig med og efterfølgende knækket halsen på. Kerry er manden der sidder med ansvaret hos amerikanerne, da Obama for første gang i mange år ikke udpegede en særlig amerikansk udsending til Mellemøsten, da han dannede ny regering i januar tidligere i år. Hele sidste uge brugte Kerry på at rejse i pendulfart mellem Jerusalem, Ramallah og Amman, hvor han snakkede løs med Israels premierminister Benyamin Netanyahu, Palæstinensernes præsident Abu Mazen og Kong Abdullah af Jordan. Til sidst sagde Kerry så farvel til regionen og pressen i lufthavnen i Tel Aviv, hvor han undskyldte over for de mange fremmødte pressefolk at han ikke kunne gå i detaljer med hvilke substantielle fremskridt han unægtelig mente var blevet opnået i løbet af den forgangne uge. Udefra set ser det dog ud til at det seneste femte besøg af Kerry er endt ligeså frugtesløst som de foregående fire besøg; en optimistisk smilende John Kerry der udtaler at begge parter gør fremskridt og virkelig reelt er interesseret i at stable fred på benene, men åbenbart ikke så interesserede at parterne rent faktisk gider sætte sig ned og tale med hinanden ansigt til ansigt. Det virker umiddelbart håbløst for den betragtende omverden.

John Kerry lovede at han snart ville vende tilbage, om end det denne gang i modsætning til de forrige gange lød løftet mere anstrengende. Skeptikerne, fx Herbert Pundik der tidligere på året i Politiken forudsagde netop dette forløb, har kronede dage da Kerrys mange anstrengelser virker til ingen virkning at have. Pressen har da også været ganske hård ved Kerry verden over, hvor han bliver kaldt alt fra åndsfraværende til decideret dum.

Spørgsmålet er hvorfor Kerry overhovedet gider blive ved med at lægge ryg til denne form for latterliggørelse? Selv iagttagere som mig selv, der håber på en fredsløsning, kan ikke forstå hvorfor han bliver ved, da begge parter lader til at blæse på de mange amerikanske anstrengelser? Svaret er formentlig ganske enkelt, at Kerry endnu ikke vil erkende nederlaget, da der så vil blive frit løbepas til de mange ekstremister i begge lejre der vil fortsætte polariseringen længere og længere væk fra en fredelig løsning.

At løse konflikten mellem Israel og palæstinenserne er en gammel amerikansk drøm, så Kerry skal selvfølgelig undskyldes i den forstand at han ikke er den første der brænder fingrene i dette morads af en konflikt. Man må dog håbe at han efterhånden har indset følgende efter sine mange besøg: Begge parter har absolut ingen tillid til hinanden. Begge parter har mere travlt med at undgå prædikatet som værende den der står i vejen for fremskridt, frem for at tage de nødvendige risici i jagten på succes. Og endelig gælder det når alt kommer til alt: Alt hvad Netanyahu kan tilbyde Abbas, såfremt de overhovedet skulle ende ved samme bord, vil være meget mindre end det som Ehud Ohlmert allerede har tilbudt Abbas tilbage i 2008.

Med alt dette taget i betragtning, så kan jeg ikke forstå hvorfor John Kerry taler om et snarligt gennembrud og at parterne mere og mere nærmer sig hinanden? Tilbage i 2010 fastfrøs Netanyahu alle udvidelser af bosættelser, men det førte ikke til noget som helst. Siden dengang har Netanyahu nægtet at gå til forhandlingsbordet med på forhånd aftalte betingelser, men har i stedet lovet at han vil tage hvor som helst hen for at mødes med Abbas. Selv hvis Kerry satte et telt op på halvvejen mellem Ramallah og Jerusalem ville Bibi møde op og alt kunne blive diskuteret, men ikke med på forhånd aftalte betingelser, så som et nyt stop af bosættelser. Sådan sagde Netanyahu for et par uger siden.

Når det gælder Abu Mazen, så ser han det lige nu som et bedre alternativ at bekæmpe Israel indenfor rammerne af FN, da han ikke mener at Netanyahu har sin regering bag sig i jagten på fred. Det kan der være noget om, med det højreorienterede regeringsparti ”Mit Jødiske Hjem” ledet af den tidligere leder af bosætterbevægelsen Naftali Bennet og de ekstremt højreorienterede kræfter i Netanyahus eget parti Likud. Her kan man fx nævne Danny Danon og Zeev Elkin, begge er netop valgt til høje tillidsposter i Likud og deres udtalelser harmonerer på ingen måde med Netanyahus ytringer om to-statsløsning. Netanyahu fastholder dog at han er klar til forhandlinger, men Abbas fastholder altså at han vil have et byggestop på Vestbredden.

Alt dette er egentlig gammelt nyt og foreløbig er det altså ikke lykkedes for John Kerry at få et gennembrud. Han fortsætter ufortrødent om end det virker patetisk. I stedet skulle han måske lytte til Ayaan Hirsi Ali, der netop har været i Israel til den store fejring af præsident Shimon Peres’ 90-års fødselsdag. I et stort anlagt interview med det israelske dagblad Ha’aretz udtalte hun at der foreløbig ikke kan blive fred i Mellemøsten, da folket ikke er interesseret. Så kan lederne mødes nok så meget de vil, men de repræsenterer ikke for nuværende folkets mening.

Man må give John Kerry at han foreløbig er optimist, for Ayan Hirsi Ali, James Baker og alle os andre har ikke den gyldne formel og løsningerne, blot kritikken. Spørgsmålet er hvor længe han bliver ved?