Skræmmende læsning fra UNICEF

10.03.2013
|
0 Comments
|

Den fortsatte uro i flere dele af Mellemøsten gør, at forhandlingerne om regeringsdannelse og mangel på en ny israelsk regering blegner kraftigt i nyhedsstrømmen. Israel havde parlamentsvalg den 22. januar, men der er stadig ikke dannet ny regering. Israels nabolande er nemlig langsomt ved enten at synke ned i en social og økonomisk afgrund som tilfældet er med Egypten, eller de er ved at gå opløsning som tilfældet er i Syrien. Alle diskussioner vedrørende Syrien der handler om en forhandlingsløsning er naive. Over 70.000 bekræftede døde og op mod en million flygtninge, gør at tallene taler for sig selv. De stridende parter kan ikke blive enige om en fred i Syrien.
 
Syriske flygtninge flygter i alle retninger ud af Syrien, men endnu ikke mod Israel. En lille flok gjorde det for nyligt, men det har man ikke kunnet læse i dansk presse. Flere kampe udspiller sig langs grænsen mellem Syrien og Israel ved Golan-højderne, så det kan ikke udelukkes at konflikten i Syrien snart kommer til at påvirke Israel mere direkte. Den ellers stille grænse kan udvikle sig til at blive en ny farlig front for Israel. Spørgsmålet er om Israel kan dæmme op for noget som helst? På den internationale scene vil alle israelske træk blive fordømt. Paradoksalt nok står Israel i samme situation som Tyrkiet, hvor regeringen i Ankara også har store problemer med landets grænse til Syrien. Der er selvfølgelig forskelle. I takt med at Syrien falder mere og mere fra hinanden, så kan man forvente at de forskellige etniske grupperinger i landet vil byde kraftig ind når det kommer til deres egen fremtid. Jeg har tidligere nævnt muligheden for at der kan opstå en ny selvstændig ”Alawit-stat” i den bjergrige nordvestlige del af Syrien, hvor Alawiterne sidder på magten.
 
Det sydvestlige Syrien inklusiv Golanhøjderne er hovedsagligt et område beboet af Drusere. Denne gruppe er også en minoritet i Syrien og bliver af muslimer betragtet som hedninge. Generelt støtter Druserne det sekulære Baath-regime under Assad, hvor man er meget loyale, også når det kommer til militærtjeneste. Denne loyalitet kan lide et kollaps, hvis Sunni-styrkerne i Syrien får overtaget. Ligesom man kunne forestille sig en ny Alawit-stat, så kan man også forestille sig at Druserne danner deres egen enklave i det sydvestlige Syrien og fuldt overtager kontrollen langs grænsen med Israel. Lad os bare kalde det nye land for Drusien, et land som Israel har en stor interesse i at støtte. Israel kan ikke lide tanken om det Muslimske Broderskab eller grupper støttet af Iran i stil med Hezbollah. En gruppe i stil med noget af dette håber man ikke i Israel får magten fremover i Syrien. Man foretrækker langt mere en gruppe i stil med Druserne, som kunne være et stabilt naboland til Israel. Denne idé så allerede dagens lys i årene mellem Seksdageskrigen i 1967 og Yom-Kippurkrigen i 1973. Israel underskrev dog en våbenstilstandsaftale med Syrien i 1974 og siden har der ikke været ballade på grænsen mellem Israel og Syrien, på nær enkelte tilfælde. Derfor har man ikke aktivt støttet idéen om en selvstændig stat for Druserne.  
 
Roen på grænsen mellem Israel og Syrien, ændrede sig radikalt i 2012. Der er nu ikke nogen Israel kan tale med i Damaskus eller andre steder i Syrien. Godt nok har man aldrig rigtig talt med Assad-styret om noget som helst, men alligevel vidste israelerne hvor man havde Syrien. Nu er tingene slet ikke til at forudsige. Druserne kan måske se deres eksistens truet set i lyset af konflikten i Syrien og deres tilstedeværelse i Golanhøjderne giver dem et interessefællesskab med Israel. Man må også huske på at Israel også har mange Drusere boende indenfor landets egne grænser, hvor denne befolkningsgruppe udgør 1 % af landets samlede befolkning. De Drusere der bor i Galilæaregionen i Israel er israelske statsborgere, hvorimod de Drusere der bor i de områder af Golanhøjderne som Israel har besat afslog tilbuddet om israelsk statsborgerskab i 1981, da Israel annekterede området. Druserne i Golan ville hellere forblive loyale overfor styret i Syrien. Dette er den officielle forklaring. Sandheden er snarere den, at mange Drusere frygtede at deres slægtninge i resten af Syrien ville blive udsat for repressalier, såfremt man tog imod det israelske tilbud om statsborgerskab. Disse overvejelser er ikke længere gældende, da alle områder nu er i opløsning i Syrien. Den seneste udvikling i Syrien har rejst diskussionen om hvorvidt embedsmænd i det israelske indenrigsministerium, som også står for spørgsmålet om statsborgerskab, skulle begynde at interessere sig mere for Druserne i Syrien. De tilsyneladende Assad-venlige Drusere som bor i områder besat af Israel lader til at undersøge deres muligheder for at blive integreret i det israelske samfund. Det næste logiske skridt fra Israels side ville være at overveje hvordan man bedst kunne hjælpe Druserne i hele Syrien, når Assads regime på et tidspunkt uundgåeligt kollapser. Israels interesse er helt klart at der bliver en form for bufferzone af Drusere eller en egentlig form for autonom stat af Drusere. Druserne i Syrien bliver dog nødt til at gøre op med sig selv om alliancen med Israel er den rigtige løsning, hvilket vil komme til et brud med resten af Syrien. På den anden side er den hidtidige syriske statsdannelse ved at gå i opløsning og det nye Syrien bliver formentlig styret af Sunni-muslimer, som ikke er vilde med Alawiter og Drusere.
 
Alt er selvfølgelig gisninger og teori før Assad faktisk falder, og Drusernes ledere kan ikke på nuværende tidspunkt tage del i nogen officielle diskussioner med Israel, men det kan ikke skade israelerne at undersøge muligheden for en fremtidig rolig grænse. Faldet af Assad vil lede til en masse forandringer, specielt når det kommer til minoriteter i det tidligere Syrien. At skabe etniske zoner med international støtte er måske den bedste løsning på kort sigt, hvis man vil undgå en endnu blodigere borgerkrig. I tilfældet med Druserne vil det også opfylde Israels ønske om fred og ro. Mange analytikere mener allerede at Syrien ophørte med at være en stat indenfor de seneste par måneder. Det betyder at religion og etnicitet fremover bliver vigtige pejlemærker for ens loyalitet. Dette betyder at mange minoritetsgrupper nu begynder at handle som mini-stater. Vi taler om Alawiterne i det nordvestlige Syrien, Kurderne i nordøst, andre forskellige grupperinger i øst og mest vigtigt når man tager israelske briller på, Druserne langs grænsen med Israel. Alawiterne har støtte fra russerne og iranerne, Kurderne nyder stor sympati i USA, men Druserne har også brug for en ven. Israel kan ikke udfylde rollen nu og her, men der er i hvert fald fælles interesser. Men Israel skal passe på med at blande sig i nabolandenes interne affærer, bare se hvor galt det gik i starten af 1980erne i Libanon. Men Israel følger i den grad også spillet om Syriens fremtid.