Sangen om alle konflikters moder

5.08.2013
|
0 Comments
|

Den mangeårige konflikt mellem Israel og palæstinenserne var engang omdrejningspunktet for hele Mellemøsten, men i dag har den faktisk mistet sin store betydning i en region der i stedet er martret af religiøse stridigheder, politiske omvæltninger og økonomiske katastrofer. Faktisk måtte nyheden om at de to parter i konflikten havde genoptaget fredsforhandlingerne for første gang siden 2010, dele pladsen hos medierne med historierne om fortsat uro i Egypten og den tilsyneladende evige borgerkrig i Syrien, hvor muslimer kæmper internt mod hinanden. Alle konflikters moder har simpelthen mistet sin værdi, alligevel ville det være fantastisk med en fredelig løsning.

Blandt amerikanske politikere og embedsmænd håber man stadig på at løse den årelange strid mellem Israel og palæstinenserne, hvilket så ifølge USA kan løsne op for resten af Mellemøstens problemer, men faktisk mener jeg ikke længere at de centrale problemer i Mellemøsten ligger i den gamle konflikt. Det vil være fantastisk for israelerne og palæstinenserne, men for resten af Mellemøsten vil en eventuel fredsaftale ikke have nogen effekt. Noget sådant var måske muligt inden ”Det Arabiske Forår” i 2011, men nu er virkeligheden en hel anden i Mellemøsten, hvor andre konflikter tager rampelyset.

Meget har nemlig ændret sig i Mellemøsten, siden de seneste fredsforhandlinger mellem Israel og palæstinenserne brød sammen i 2010. Autoritære ledere i Tunesien, Egypten, Libyen og Yemen er blevet væltet, islamisme har spredt sig og sekteriske krige mellem sunnier og shiitter er blomstret op. Mere end 100.000 mennesker er blevet dræbt som følge af borgerkrigen i Syrien, volden er blusset op igen i Irak med over 1.000 dræbte alene i juli måned, Irans atomprogram spøger stadig og kampen om magten i Egypten fortsætter mellem militæret og det Muslimske Broderskab.

Jeg kan ikke se hvordan nogen af disse konflikter skulle komme tættere på en løsning, såfremt det mirakuløst skulle lykkes for USA at mægle en fredsaftale frem mellem Israel og palæstinenserne. Selvfølgelig kan man ikke argumentere imod at konflikten i den grad trænger til at blive løst, men alligevel er det lidt tankevækkende hvor meget energi den amerikanske udenrigsminister John Kerry har lagt i dette projekt. Formentlig fordi at der trods alt er udsigt til en mulig amerikansk succes i dette projekt, fremfor alle de andre omtalte konflikter. Hvem skulle have troet at Israel-Palæstina spørgsmålet en dag ville blive den bedste hest at spille på?

I resten af Mellemøsten, der har arabiske ledere traditionelt set tordnet mod Israel, mens man har talt om hvor frygtelig situationen er for de palæstinensiske brødre. Dette er for så vidt rigtig nok, men det var mere en metode man brugte blandt lederne for at få fokus væk fra egne lande og de mange hjemlige problemer. Arabiske ledere kan dog ikke længere slippe af sted med dette. De mange omvæltninger siden 2011 har vist at hjemlige problemer ikke bare kan negligeres. En fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne gør intet for at løse de store økonomiske problemer i resten af Mellemøsten. Ifølge en rapport fra IMF i 2012, var arbejdsløsheden den højeste på verdensplan i MENA-regionen, altså Mellemøsten og Nordafrika. Arbejdsløsheden blandt unge var ifølge samme undersøgelse på næsten 25%, igen det højeste på verdensplan. Rapporten kritiserede et system med dårlig lovgivning, bureaukrati og en manglende økonomisk konkurrenceevne, alle faktorer der ledte til opstandene i den arabiske verden i 2011.

I 2011 i kølvandet på Mubaraks fald i Egypten gav Bashar al-Assad et interview til lokale medier i Syrien, hvori han udtalte at Syrien var immun overfor interne uroligheder, til dels fordi alle syrere stod sammen i kampen mod Israel. Et par uger senere brød urolighederne løs, noget der stadig står på i det borgerkrigsramte land. Assads allierede, den libanesiske militante gruppe Hezbollah bestående af shiitter, kæmper nu side om side med Assad mod de sunniske oprørere i Syrien. Samtidig har Hezbollah dog mistet meget af den kredit de havde opnået ved gennem to årtier at have kæmpet mod israelerne. Hassan Nasrallah, Hezbollahs leder, er klar over dette, hvorfor han i sidste uge havde iklædt sig et palæstinensisk partisanerhalstørklæde og samtidig opfordrede alle muslimer til hellig krig mod zionisterne. ”Udryddelsen af Israel er ikke bare palæstinensernes kamp, men alle muslimers kamp”, sagde Nasrallah i et sjældent interview i Libanons hovedstad Beirut. Sådan en tankegang afslører, at selv hvis det lykkedes palæstinenserne at få deres egen stat, så vil hårdkogte islamister stadig kræve Israels endeligt.

En aftale mellem Israel og palæstinenserne vil heller ikke lægge en dæmper på modviljen mod Vesten i Mellemøsten. Det er klart at en væsentlig faktor for misforholdet vil forsvinde, men modviljen mod USA og Europa stikker langt dybere end vestens forhold til Israel. En fredaftale vil dog være med til at sikre Israels fredsaftaler med Egypten og Jordan, to lande der lægger meget stor vægt på at palæstinensernes forhold meget snart forbedres. Jordans stabilitet er også meget vigtig for amerikanerne, hvilket understregedes af at John Kerry for et par uger siden havde valgt den jordanske hovedstad Amman til at offentliggøre nyheden om at fredsforhandlingerne snart skulle genoptages. Egypten derimod har meget andet at bekymre sig om end forholdene for palæstinenserne. Sidste år blev Tahrir-pladsen fyldt med folk der støttede den slagne præsident fra det Muslimske Broderskab Mohammed Mursi. Pladsen genlød af ordene ”vi vil marchere mod Jerusalem”. I dag er pladsen mere fyldt af folk der støtter militæret, som har skilt sig af med Mursi. Disse egyptere har travlt med deres egne problemer. Selvfølgelig vil en fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne være fantastisk, men det løser ikke de økonomiske problemer for den enkelte egypter.