Så skal israelerne allerede igen til stemmeurnerne

Unknown

Mindre end to år efter det seneste parlamentsvalg i Israel, der har den siddende ministerpræsident Benjamin Netanyahu valgt at opløse sin egen regering og udskrive nyvalg. Helt konkret udmøntede flere måneders utilfredshed sig i at Netanyahu valgte at fyre sine to argeste modstandere af hans politik fra deres ministerposter, finansminister Yair Lapid og justitsminister Tzipi Livni. Det kunne de to ministre fra Netanyahus egen regering selvfølgelig ikke leve med, så parlamentet Knesset blev ganske forudsigeligt enige om at udskrive valg, som er blevet sat til den 17. marts 2015. Netanyahus tredje regering endte med at blive hans korteste til dato og i det hele taget er der tale om den næst korteste regering i hele Israels historie. Alle israelske aviser har dog også været hurtige til at konkludere, at det kommende valg bliver et valg for israelerne om hvorvidt de gider at se mere på ”Bibi” eller om der er andre der skal tage tøjlerne.

Netanyahu er den ministerpræsident der har siddet næst længst på magten i Israel, kun overgået af landsfaderen, den første israelske ministerpræsident David Ben Gurion. Netanyahu kom første gang til magten tilbage i 1996, da det lykkedes ham at vinde over Arbejderpartiets kandidat Shimon Peres, da denne ikke kunne løfte arven efter mordet på Yitzhak Rabin i 1995. Netanyahu lukrerede samtidig også på, at hans parti Likud var kategoriske modstandere af Oslo-processen og fredssporet, så det hjalp paradoksalt nok Netanyahu med de mange selvmordsbomber og terrorhandlinger der lammede Israel i slutningen af 1990erne. Siden måtte Netanyahu en tur ud i kulden da han mistede magten til Ehud Barak på landsplan, tabte formandsposten i Likud til Ariel Sharon og siden dumpede ned i rækkerne i partiet. Alt dette skete i 1999, men ti år senere stod Netanyahu igen som leder af Likud og som sejrherre efter et israelsk valg. Netanyahu har siddet tungt på posten lige siden.

Ved valget i 2013 fik Netanyahu dog ikke den koalition han havde håbet på. Tilbage i 2009 havde han dannet regering med alle de højreorienterede partier, men vælgerne ville det anderledes i 2013, hvor nye folk som Yair Lapid og Naftali Bennet meldte sig på scenen. Netanyahu indgik endda et valgforbund med udenrigsminister Avigdor Lieberman og dennes nationalistiske parti, ”Yisrael Beieinu” før valget i 2013, for at dæmme op for dennes voksende popularitet og samtidig øge hans egen. Det gav ikke pote, for godt nok blev Netanyahu og Liebermans fællesparti igen det største i Israel, men med 31 mandater ud af 120 skulle der findes nye regeringspartnere, da vælgerne valgte at gøre kometerne Yair Lapid fra det nye parti ”Yesh Atid” med 19 mandater og Naftali Bennet fra ”Mit Jødiske Hjem” med 12 mandater til de nye kongemagere i israelsk politik. Disse partier udgjorde Netanyahus nye regeringspartnere, sammen med det lille nystartede parti ”Bevægelsen”, ledet af den tidligere udenrigsminister og oppositionsleder Tzipi Livni med 6 mandater.
Sidstnævnte fik ansvaret for en fred med palæstinenserne.

Valgets store overraskelse ved det israelske valg i 2013 og egentlige vinder blev Yair Lapid og hans dengang nye parti Yesh Atid, Ny Fremtid. Yair Lapid er søn af den tidligere politiker, Yosef ”Tomy” Lapid, der var leder af partiet Shinui fra 1999 frem til 2006. Lapid Sr. anså det som sin fornemste opgave at dæmme op for den stigende religiøse indflydelse i israelsk politik. Og det er netop middelklassens stigende harme over de mange ortodokse jøder, som gav en massiv vælgertilslutning til Lapid, der havde valgt at kopiere sin fars politik. Naftali Bennet var en anden succesfuld nytilkommer på den politiske scene i Israel tilbage i 2013. Det skete med hans nationalreligiøse parti HaBayit HaYehudi. Bennet er født af amerikanske forældre, som indvandrede til Israel efter krigen mellem Israel og dets arabiske naboer i 1967. Han har selv oplevet krig på nærmeste hold, da han som en del af den israelske hærs eliteenhed Sayeret Metkal senest kæmpede imod Hezbollah i Libanon i 2006. Det er i øvrigt samme eliteenhed som Benyamin Netanyahu har været en del af. Fortiden som elitesoldat indgyder respekt hos israelske vælgere. Ligeledes gør det faktum, at Bennet er dybt religiøs og bærer kalot til dagligt. Hans største force er evnen til at forene det religiøse med det sekulære – noget der rammer perfekt ned i vælgernes behov. At han samtidig er charmerende, bor i én af Tel Avivs mondæne forstæder og har tjent millioner i IT- branchen, gør ham til et forbillede blandt mange israelske unge. De nye kongemagere er dog ikke lykkedes med meget i deres første forsøg ved magten, men vælgerne lader kun til at ville straffe Lapid. Som finansminister har han siddet på en utaknemmelig post, hvor meget få af hans reformer lader til at blive effektueret. Han ville have flere ortodokse i hæren, som sikkert blive tilbageført efter det kommende valg. Han ville samtidig have gjort det billigere at købe bolig for førstegangskøbere, noget der aldrig blev realiseret. Kometen Lapid kan hurtigt forsvinde fra magtens tinder, hvis han ikke finder nye partnere til venstre for midten, så der kan dannes et samlet alternativ til Netanyahu, Sidst kunne han som frisk dreng i klassen tåle at drive valgkamp alene. Bennet derimod taler til de mange vælgere, primært bosættere, der er trætte af omverdenens påståede manglende forståelse for hvilke motiver palæstinenserne egentlig besidder.

Hvorfor kommer valget så allerede nu i Israel? Netanyahu har været hurtig til at kaste skylden på de genstridige partnere i hans regering, hvor især Lapid og Livni har været en torn i øjet på Likud. Netanyahu har sagt, at han aldrig havde ønsket sig denne koalition, men at han blev nødt til at danne partnerskaber til venstre for ham selv i parlamentet, da det var vælgernes dom tilbage i januar 2013. Lapid og Bennet ville dengang kun gå i regering med hinanden, så det var umuligt for Netanyahu at komme udenom Lapid. Siden har regeringen Netanyahu III intet udrettet og krisen og sammenbruddet har luret lige siden regeringen blev dannet for 22 måneder siden. Det var debatten om lovforslaget der skulle ændre for præmisserne for staten Israel og dets jødiske karakter der fik det berømte bæger til at flyde over, men det var som nævnt blot det sidste i rækken af en lang strøm af uoverensstemmelser internt i regeringen. Noget af det eneste man fik gennemført var at sætte spærregrænsen til parlamentet op fra 2% til 3,5%, hvilket betyder at de små partier får utrolig svært ved at blive genvalgt. De arabiske partier har taget konsekvensen og lader til at danne et nyt storparti, mens Kadima måske må vinke farvel til israelsk politik for denne omgang. Også Tzipi Livni og hendes lille parti ”Bevægelsen” får mere end svært ved at klare spærregrænsen, så måske er hun på vej i armene på andre i disse dage?

Nu skal de israelske vælgere så til stemmeurnerne igen og den generelle israelske politikerlede er for alvor til stede. Mange kommentatorer og skribenter har allerede påpeget, at det er en hån mod vælgerne at man ikke kan få enderne til at mødes i en regering bestemt af folkets stemmer, men at politikerne i stedet fokuserer på deres egne egoer. Sådan er det desværre ofte i politik. Netanyahu har nu meldt ud at der skal skabes en ny koalition, som vil tjene landets interesser på bredest mulig vis. De første meningsmålinger er god læsning for Netanyahu, hvorfor han sikkert også har turdet tage chancen med et nyvalg allerede nu. Alt tyder på at Bibi kan danne ny regering med sig selv som leder efter valget i marts 2015 og denne gang med de rigtige venner fra højrefløjen. Sammen med Lieberman, Bennet og de ultraortodokse partier, Shas og UTJ, kan Netanyahu nemt opnå flertal. Der kan dog ske meget i den traditionelt lange israelske valgkampagne på tre måneder.

Den nye joker lader til at blive Moshe Kahlon. Den tidligere minister fra Likud har holdt pause fra israelsk politik siden 2013, men lader til at stille op med et nyt parti til det kommende valg. Med sine rødder i Likud ligner han en oplagt ny koalitionspartner for Netanyahu, hvilket blot styrker begges chancer. Traditionen tro hilser de israelske vælgere nye partier velkommen ved deres første valg, hvorefter de siden kollapser med lynets hast. I nyere tid har man set dette med Ariel Sharons midterparti Kadima og noget kunne tyde på at kometen fra 2013, Yar Lapid, vil se sit parti Yesh Atid blive halveret ved det kommende valg.

Som nævnt peger analytikerne på at det kommende valg bliver et valg for eller imod Netanyahu. Det er selvfølgelig noget forsimplet, men der er noget om snakken. Netanyahu har nu siddet så mange år på magten, men stadig lader der ikke til at være et reelt alternativ til manden i den israelske vælgers øjne. Han har den militære baggrund, statsmandsattituden, erfaringen og er en dreven politisk ræv. Hverken Yair Lapid, Naftali Bennet, Tzipi Livni, Avigdor Lieberman eller Arbejderpartiets nuværende leder Isaac Herzog kan matche dette. Centrum-venstrefløjen kan håbe at man kan skyde på Netanyahus manglende løsninger på det økonomiske spørgsmål, hvor den megen utilfredshed der ledte til store demonstrationer mod høje fødevarepriser og mangel på billige boliger tilbage i 2011 stadig ikke er løst, hvilket var noget der optog vælgerne meget ved det forrige valg. Spørgsmålet om Iran fyldte meget i 2009, mindre i 2013 og lader til at være gledet helt ud i denne omgang. Spørgsmålet om Israels åbenlyse faldende popularitet i omverdenen under Netanyahu lader heller ikke til at få afgørende berydning hos vælgerne.

Selv om de mange interne politiske udfordringer fylder meget hos både israelske politikere og blandt israelske vælgere, så kommer Israel stadig mest i verdenspressens søgelys når det handler om den fortsatte konflikt mellem Israel og palæstinenserne. Mange havde håbet at den amerikanske udenrigsminister John Kerrys seneste store fredsudspil i sommeren 2013 havde skabt et nybrud i fredsforhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne. Dette skete ikke og i stedet har den netop opløste israelske regerings korte levetid været præget af den seneste konflikt mellem Israel og Hamas i sommeren 2014. Vælgerne i Israel lader til at have mistet al tiltro til de politikere, så som Livni, Herzog og Lapid der satser på forhandlinger og indrømmelser overfor palæstinenserne. I stedet ser Netanyahu og ikke mindst Naftali Bennet ud til at vinde på den seneste tids udvikling i forholdet til palæstinenserne. Sidstnævnte har advokeret for at Israel bare annekterer hele Vestbredden og dropper alle forsøg på en fred med palæstinenserne. Ikke overraskende udsendte John Kerry kort efter offentliggørelsen af det kommende israelske valg en pressemeddelelse om at han håbede på en ny regering i Israel der ville satse mere på freden. Det lader til at han bliver skuffet, for alt tyder på fire år mere med manden Time Magazine tilbage i 2012 udråbte til kongen af Israel, Benjamin ”Bibi” Netanyahu.