Ryster Netanyahu allerede på hånden og afblæser Bibi vs Buji?

images

På en scene langt væk hjemmefra proklamerede Yitzak Herzog i denne uge, at han bliver Israels næste premierminister. Stedet var Washington, D.C. i USA, hvor den amerikanske tænketank, Brookings Institute, afholder sin årlige konference om forholdet mellem USA og Mellemøsten, navnlig Israel. Prominente navne er hvert år inviteret til Saban Forum af den liberale tænketank, hvor lederen af det israelske Arbejderparti denne gang er en af dem. Så fik Herzog for første gang markeret sig i en israelsk valgkamp der for alvor er kommet i gang, især hos lederskribenterne og kommentatorerne i de israelske medier. Valget er sat til 17. Marts 2015 næste år, men rygterne går nu på at den siddende israelske ministerpræsident, Benjamin Netanyahu fra Likud, i ellevte time vil forsøge at undgå valget og danne en ny koalition. Det var ellers Netanyahu selv der fyrede sine egne ministre og regeringspartnere, Yair Lapid og Tzipi Livni, tidligere på ugen da disse ifølge Netanyahu ikke støttede hans og regeringens politik. Netanyahu hentydede til den store debat der har været i Israel på det seneste om den såkaldte ”Jewish State Bill”, hvor graden af jødiskhed i lovgivningen skulle defineres på ny. Det skabte stor splid internt i den israelske regering og har nu ledt til udskrivelse af nyvalg blot 22 måneder efter Netanyahu senest dannede regering i januar 2013. Alt tydede på at Netanyahu sikkert kunne styre mod en ny sejr, men måske lader det ikke til at være så enkelt med Netanyahus fjerde genvalg, når det kommer til stykket.

Der har hurtigt tegnet sig et billede af et kommende valg i Israel der bliver for eller imod Netanyahu. Den længst siddende israelske ministerpræsident i nyere tid er måske tættere på en udløbsdato hos de israelske vælgere, end han selv lige havde regnet med. Meningsmålingerne er stadig positiv læsning for ”Bibi” Netanyahu, men på venstrefløjen vejrer man morgenluft omkring Yitzak ”Buji” Herzog.

Den 54-årige advokat Yitzak Herzog fra Tel Aviv har været ledet af Arbejderpartiet siden november 2013, da han efter kampvalg væltede den indtil da siddende leder af partiet, den tidligere journalist Shelly Yachimovich. Denne havde proklameret at hun kunne vælte Netanyahu før valget i januar 2013, men det endte med blot 15 mandater til Arbejderpartiet, som måtte tage til takke med endnu en tur på sidelinjen i opposition. Valget blev ellers paradoksalt nok betragtet som en sejr, da Arbejderpartiet gik fremad efter flere års frit fald. Nu mener Herzog altså, i stil med hans forgænger Yachimovich, at han kan fravriste Likud og Netanyahu regeringsmagten. Herzog har dog ikke tidligere været en stemmesluger hos vælgerne, og han bliver af The Economists korrespondent i Jerusalem, David Landau, beskrevet som kedelig og konform.

Yitzak Herzog er ikke noget ubeskrevet blad i israelsk politik. Han har siddet i det israelske parlament, Knesset, siden 2003 og har besiddet flere ministerposter i de år hvor Arbejderpartiet under ledelse af Ehud Barak indgik i regeringer med centrum-højre grupperinger i Israel. Senest var Herzog socialminister fra 2007 frem til 2011. Herzog er som nævnt advokat og kommer ud af en meget berømt israelsk familie. Hans far, Chaim Herzog var Israels præsident i hele ti år fra 1983 til 1993 og var før det både højt rangeret i militæret, advokat, ambassadør for Israel i USA og kortvarigt politiker. Yitzak Herzogs farfar, Yitzak HaLevi Herzog, var rabbiner født i Irland og blev Israels første overrabbiner da staten Israel blev oprettet i 1948. Yitzak Herzog har altså baglandet i orden og er siden sin juristuddannelse steget i graderne hos Arbejderpartiet, hvor han fortsætter sin families tætte tilknytning til venstrefløjen i israelsk politik. Nu står Herzog altså som alternativet til Netanyahu hos den israelske vælger og andre toppolitikere flokkes om manden der ellers står i spidsen for et Arbejderparti der i mange år har været i dyb krise.

Officielt blev det israelske Arbejderparti (hebræisk: Mifleget Ha-Avoda) dannet i 1968, men faktisk regerede partiet under forskellige navne i Israel i perioden fra Israels fødsel i 1948 og frem til 1977. Partiets ideologiske orientering er socialdemokratisk, og er i realiteten ikke ét parti men derimod en koalition af forskellige politiske grupper. Kernen i hvad der i dag betegnes som Arbejderpartiet er Mapai (hebræisk forkortelse for Partiet for Israels Arbejdere) – et socialistisk, pionerbaseret og pragmatisk parti der blev stiftet i 1930. Det var landsfaderen David Ben-Gurions parti. Han blev dets formand i 1944, og blev Israels første premierminister ved statens grundlæggelse i 1948. Arbejderpartiet sad massivt på magten uafbrudt i Israels første 29 år som stat. Med markante ledere som David Ben Gurion, Moshe Sharrett, Levi Eshkol og Golda Meir havde generationen af ”founding fathers” monopol på magten i Israel i landets første årtier. Det var dengang utænkeligt at man ikke skulle stemme på Arbejderpartiet, da det var lederne af dette parti der havde været med til at sikre staten Israels fødsel i 1948.

Fra 1977 ændrede dette billede sig hos den israelske vælger. Ved valget i foråret dette år kom Menachem Begin fra Likud til magten og brød for første gang Arbejderpartiets monopol på ministerpræsidentposten. Det var en forsinket reaktion på Yom Kippur krigen i 1973, hvor den israelske regering og det israelske militær blev taget på sengen af de arabiske naboer og i de første dage af krigen mellem Israel og dets naboer var ved at miste grebet om stillingerne i Sinai og oppe nordpå ved Golanhøjderne. I første omgang blev Golda Meir og hendes forsvarsminister Moshe Dayan frikendt af den kommission der var blevet nedsat efter krigen i 1973, men vælgernes straf kom fire år senere i 1977.

Det israelske samfund har taget en markant højredrejning siden 1977, hvor Arbejderpartiet kun har haft held til at genvinde magten i korte perioder. Ledere som Shimon Peres og Yitzak Rabin har i få år haft held til at få flertal i parlamentet. Seneste korte periode med Arbejderpartiet ved magten var under Ehud Barak, da denne var premierminister fra 1999 til 2001. Siden har der ikke været en ministerpræsident fra Arbejderpartiet i embedsboligen på Balfour Street i Jerusalem. Den traditionelle socialdemokratiske politik i en israelsk sammenhæng krydret med et udpræget fokus på at skabe en fred med palæstinenserne har i mange år ikke båret frugt hos den israelske vælger. Senest forsøgte Shelly Yachimovich da også at fokusere på de mange økonomiske udfordringer der møder den israelske borger i disse år. Yachimovich nævnte stort set ikke Israel/Palæstinakonflikten i den seneste valgkamp i efteråret 2012 og fik også held til at få en af de unge ledere af de sociale demonstrationer fra sommeren 2011, Stav Shaffir, valgt til parlamentet for Arbejderpartiet. Det var dog Yair Lapid og dennes nye parti, Yesh Atid, der løb med ”de sociale stemmer” og fik 19 mandater i første hug som nyt parti. Arbejderpartiet måtte som sagt tage til takke med blot 15 mandater. Væltet Netanyahu fik Yachimovich altså heller ikke, hvorfor Yitzak Herzog i stedet fik væltet hende i november 2013 og nu står som førsteudfordrer til posten som Israel næste ministerpræsident.

I modsætning til Yachimovich er Herzog også en tidligere højt rangeret militærmand, hvilket traditionelt set vejer tungt hos vælgerne i Israel. Med til debatterne hos Brookings Institute i USA i denne uge var også Tzipi Livni, der lader til at smide håndklædet i ringen hos sit eget lille part, Bevægelsen, der med nød og næppe kom ind i parlamentet med seks mandater i 2013. Livni kaster sig nu i armene på Herzog, da den tidligere udenrigsminister fra Likud fuldt og fast tror på at der må en anden mand til end Netanyahu. Livni selv lader til at kæmpe for sit politiske liv. Det samme gør sig gældende for lederen af det engang så store midterparti Kadima, Shaul Mofaz, der også stormer over til Arbejderpartiet. Samtidig har den nye dreng i klassen, den tidligere kommunikationsminister fra Likud, Moshe Kahlon, bebudet at hans kommende nye parti vil placere sig på midten og ikke som ellers ventet pr. automatik vil pege på Netanyahu som ministerpræsident. Denne gang er det Kahlon der måske bliver den nye stemmesluger, mens det sidst var Yair Lapid. Også Lapid har holdt møder med Herzog om et samlet alternativ til Netanyahu, selv Avigdor Lieberman kigger eftersigende mod midten. Pludselig tegner der sig et billede af et reelt alternativ til Netanyahu, hvorfor denne som nævnt nu forsøger at undgå det valg han selv sætte i gang tidligere på ugen.