Katastrofen i Syrien fortsætter

13.03.2013
|
0 Comments
|

På det seneste har hele verdens opmærksomhed været rettet mod Syrien og hvorvidt diktatoren Bashar Al-Assad har brugt kemiske våben? Eller var det oprørerne og oppositionen der havde brugt denne form for uhyrlige våben? Den almindelige syrer finder dog hele denne mediestorm irrelevant efter der nu er gået to et halvt år med mindst 100.000 bekræftede døde, mens uofficielle tal mener at der kan være tale om dobbelt så mange.  Der er også tale om en helt masse sårede, hvor tallene menes at være oppe på næsten 300.000, noget som sjældent bliver nævnt eller taget i betragtning når medier og eksperter omtaler den syriske katastrofe. Den største taber i dette spil er civile, som er langt størstedelen af ofrene. Flygtninge som følge af konflikten i Syrien menes at være på op mod 7 millioner, altså tæt på en tredjedel af befolkningen i Syrien. 2 millioner er flygtet til nabolandene Jordan, Libanon, Tyrkiet og Irak. De andre 5 millioner, som man næsten ikke taler om, er flygtet til andre steder i Syrien end deres oprindelige hjem. Dem kalder man ”displaced persons”, som om det skulle være meget bedre end flygtning.
Ser man syrere blive interviewet i arabiske medier, navnlig på satellit-tv fra Al Jazeera, så kan man høre at de opfatter Vesten og navnlig USA som hykleriske i deres tilgang til uhyrlighederne i Syrien. Hvorfor er de liberale, demokratiske og menneskerettigheds forkæmperne fra USA og dets NATO-allierede så optaget af om hvorvidt der er blevet brugt kemiske våben? Dræber almindelige våben ikke også mennesker? Kemiske våben har måske dræbt op mod 2.000 mennesker i de rapporterede elleve til fjorten anvendelser af denne type våben, men det blegner jo i sammenligning med det totale antal dræbte, som måske først bliver kendt den dag hvor alle begivenhederne ser dagens lys.
Den syriske konflikt er ikke en borgerkrig, men nærmere en etnisk konflikt, som minder meget om den jugoslaviske eksplosion på Balkan i 1990’erne. Syrien er fuldstændig fragmenteret og der ser ikke ud til at være nogen ende på konflikten. Det er meget muligt at den amerikanske udenrigsminister John Kerry har åbnet op for en aftale med russerne om at fjerne det syriske regimes kemiske våben, men sådanne handlinger vil ikke ende konflikten. Assad og hans mænd, støttet af Rusland, Iran, Kina og Hezbollah har ingen intentioner om at indgå et kompromis med oprørerne eller ”terrorister” som Assad omtaler dem. Hvis Assad opgiver sine kemiske våben, så må man vel forvente at russerne som mæglere forventer noget til gengæld fra Vesten?
Oprørerne kan ikke betegnes som liberale demokrater med demokratiske værdier, selv ikke hvis de forsøger at spille kortet. Assad karakteriserer oppositionen som jihad-krigere eller terrorister, hvilket er stærkt overdrevet om end med et gran af sandhed. Meldinger går på, at de områder hvor oprørerne har taget magtet er blevet underlagt et strengt islamisk Sharia-styre. Dele af Aleppo-regionen er det bedste eksempel på dette, som man kar kunnet set på France 24’s satellit-tv dækning. Saudi Arabien og Golf-staterne støtter disse oprørere, mens USA og Vesten måske læner sig i samme retning, men har svært ved at finde fælles fodslag med denne gruppe. Selvfølgelig har amerikanerne og deres allierede endnu mindre til overs for det pro-Iranske Assad-styre. De amerikanske interesserer ligger i at støtte de Arabiske Golf-stater og sikre deres olieinteresser. Rusland og Kina gør noget tilsvarende når det kommer til Iran og ønsker ikke en gentagelse af en vestlige intervention i Libyen. Selv uden de mange alliancer og olieinteresser, så ønsker russerne og kineserne ikke yderligere vestlig indflydelse i Mellemøsten. Rusland har selvfølgelig deres base i Tartus i Syrien, midt i Alawitternes område, deres sidste store bastion fra den Kolde Krig. Russerne har ikke tænkt sig at gøre nogen som helst indrømmelser når det kommer til deres interesser i Syrien. Moskva vil muligvis tillade at Assad skal opgive sine kemiske våben, men man vil fortsætte med at forsyne Assad med konventionelle våben.
Alt i alt ser man ikke en borgerkrig, men en etnisk konflikt uden ende. Assads regime er støttet af hans egne Alawitter, Druserne, Kristne og endda en del Kurdere. Der er endda også støtte fra den sekulære elite af Sunnier, hvor mange er støtter af hans sekulære nationalistiske Baath-styre hvor de sammen afskyr Det Muslimske Broderskab og andre islamistiske grupperinger. Mange af minoriteterne i Syrien frygter at islamisterne vil indføre Sharia-lovgivning, hvilket vil give fx kristne status som andenrangs borgere i det muslimske dhimmi-system, mens Drusere og Alawitter rent ud sagt vil blive betragtet som hedninge. Gennem årene har netop disse minoriteter tvunget religiøse muslimer til at være mere sekulære, for hvem religion var det vigtigste og den arabiske nationalisme mere sekundær.
Efter næsten to et halvt års konflikt er der ikke meget håb i sigte, da der ikke lader til at være et fælles fodslag mellem Islamisterne og de sekulære muslimer støttet af de mange minoritetsgrupperinger i Syrien. I Vesten er der dem der råber på demokrati. Her må vi huske på at ingen af parterne er på nippet til at indføre demokrati hvis de skulle vinde konflikten. Demokrati betyder ikke blot at flertallet ved et valg får lov til at bestemme, men betyder samtidig religionsfrihed, beskyttelse af mindretal og basale menneskerettigheder. Der er ingen af parterne i konflikten i Syrien der er allieret med en militærmagt der hylder disse principper, så hvorfor skulle nogen af parterne ønske at slå ind på dette spor?
Når borgerkrige slutter begynderhelingsprocessen mellem de to parter fra den samme nation eller religiøse gruppe. Sådan er det ikke i etniske konflikter. Etniske konflikter slutter som regel på tre forskellige måder; Udryddelse af den tabende part, forvisning af den tabende part eller en militær indgriben udefra der påtvinger fredeligt samvær i enklaver eller nye stater. Jugoslavien er et af de bedste eksempler på massakrer og forvisninger, som først blev stoppet da NATO med et modvilligt Rusland alt for sent greb ind og tvang landet til at blive delt op i en række nye stater.
Situationen i Syrien virker endnu mere håbløs end den gjorde tilbage i 1990’erne i Jugoslavien, da de etniske grupperinger i Syrien er endnu mindre. De Kristne har slet ikke deres eget territorium, en konflikt mellem de religiøse og sekulære ser ud til at fortsætte og Vesten har ingen interesse i at blive en del af konflikten. Egentlige Vestlige tropper på jorden i Syrien bliver helt afvist af både USA og europæerne. Det eneste man kan forvente af fremtiden er flere flygtninge og fortsatte dødsfald.
Obamas trussel om amerikansk indgriben hvis Assad brugte kemiske våben har efterladt ham i en strandet position mellem det moralske aspekt og hvad man burde gøre, samtidig med man overvejer amerikanske interesserer og den offentlige mening. På det historiske plan står han mellem George Bush Sr. i Irak i 1991 hvor amerikanerne gik ind med fuld skrue og Neville Chamberlain der op til 2. Verdenskrig forsøgte at holde briterne ude af krigen med diplomatiske midler. Obama kæmper med at opretholde USA’s diplomatiske troværdighed og effektiviteten i deres trusler. Intet må siges at gå særligt godt for tiden, uanset hvorvidt det vil lykkes at gennemtvinge en diplomatisk løsning på mængden af de kemiske våben i Syrien.
Man kan drage to konklusioner her og nu efter de seneste ugers udvikling i Syrien. For det første kan man ikke eksportere vestlige værdier. De dage hvor amerikanerne gennemtvang et regimeskifte i Irak og forsøgte at indføre demokrati er forsvundet. Man skal ikke prøve noget lignende i Syrien. De fleste amerikanere mener at man skal overlade Mellemøsten til sig selv. For det andet, så kan man med israelske briller sammenligne den nuværende periode med tiden op til Seksdageskrigen i 1967. Fremtidig vestlig politik ser ud til at være den at man holder sig langt væk fra Mellemøsten uanset hvad der sker, så Israel er overladt til sig selv.