Israel/Palæstina-konflikten er i sin værste hårdknude i flere år

30.06.2015
|
0 Comments
|
GETTY156801224429164_wa

Det hele varede én måned, to uger og fire dage. Det startede officielt den 8. juli 2014, da Israel lancerede sin aktion med bomber mod mål i Gaza. I 2014 kaldte israelerne deres aktion for ”Operation Protective Edge”. Tidligere konflikter mellem Israel og den i Gaza placerede terrororganisation Hamas, havde haft lige så bombastiske navne i både januar 2009 og november 2012. Faktisk startede balladen i daværende omgang allerede tilbage i juni måned 2014, da tre israelske bosættere på Vestbredden blev kidnappet. De tre drenge blev senere fundet myrdet, en israelsk araber blev kidnappet af israelske gangstere som gengældelse og brændt af i en skov i Jerusalem og balladen eskalerede endnu engang mellem de to parter. Efter flere forsøg på våbenhvile mellem Israel og Hamas indgik parterne endnu en af slagsen den 26. august 2014. Denne gang holdt roen og parterne kunne igen gå tilbage i hver sit hjørne og intet er sket siden, her hvor der snart er gået et helt år. Nu kommer rapporterne, den seneste fra FN, men vi ved alle sammen godt at parterne har begået forfærdelige ting i en krig, så hvad skal det nytte?

Der var over 5000 israelske luftangreb over Gazastriben sidste sommer, hvilket resulterede i omkring 2100 palæstinensiske dødsfald og omkring 11.000 sårede. Det er de højeste tal af alle dem man kan finde frem til og kommer fra Sundhedsministeriet i Gaza. Nye rapporter her et år efter har ikke ændret på dette. Og glem ikke de massive materielle skader. Verdenssamfundet lovede hjælp, men meget er der ikke sket. Det er samtidig ikke rar læsning når det er blevet afsløret at israelske eksperter og embedsmænd har briefet det israelske forsvarsministerium, om hvor lidt mad en palæstinenser kan overleve på, men at sammenligne det med folkemord er horribelt. I 1967 havde Gaza en befolkning på 270.000 indbyggere. I dag menes der at bo næsten to millioner. Befolkningen er altså blevet mere end seks gange så stor siden Israels besættelse, hvilket svarer til noget af den højeste befolkningsvækst i verden. Det er svært at argumentere for at der skulle være tale om et folkemord, når man læser disse tal. At Israel og Egypten ved hjælp af en blokade så har været med til at fastholde en utålelig levestandard for de mange indbyggere i Gaza gennem flere år er en hel anden snak. Vi så senest i denne uge et forsøg på at bryde denne blokade. De ombordværende på det svensk indregistrerede skib, Marianne af Göteborg, var dog langt mere fredelige end deres berømte forgænger Mavi Marmara fra Tyrkiet i 2010. Skibet blev omdirigeret til Ashdod, en havneby i Israel og verdenspressen kunne ikke rigtig hidse sig op over episoden.

Det kan stadig være meget svært at fastslå hvor mange af de dræbte på palæstinensernes side sidste sommer der har været medlemmer af Hamas. Oplysningerne varierer voldsomt alt efter om det er Hamas, Israel, FN eller andre der optræder som kilde. Hamas siger selv at ca. 20% af de dræbte palæstinensere var fra Hamas, mens Israel hævder at der er tale om at op mod 900 mennesker var dræbte krigere fra Hamas, hvilket bringer os på over 40% af de dræbte. Spørger man FN, så ligger tallet midt imellem på 30%. De idealer som Hamas besidder er ikke meget anderledes fra dem som opleves i disse tider i Irak og Syrien, hvor Islamisk Stat har haft sit kalifat i over et år. Der er dog en afgørende forskel, da Ismail Haniya og Khaled Meshaal, lederne af Hamas, ser deres kamp hovedsagligt som en krig for et frit Palæstina og ikke en mission for global jihad.

På den israelske side var der omkring 70 dødsfald i løbet af sidste sommers konflikt, størstedelen af dem soldater. Det er et meget stort tal i en israelsk sammenhæng. Over 4.000 raketter blev affyret mod Israel, hvor flere hundrede af dem blev skudt ned af Israels millioninvestering ”Iron Dome”. Raketterne blev affyret mod alle områder af Israel, hvor heller ikke storbyen Tel Aviv gik fri og den internationale lufthavn i byen måtte også lukkes ned i et par dage. 32 tunneller bygget af Hamas under grænsen mellem Gaza og Israel blev opdaget, da Israel sendte landtropper ind i Gaza for første gang siden 2009.

På den økonomiske side, brugte Israel mere end 10 milliarder danske kroner på militære udgifter i forbindelse med kamphandlingerne i løbet af sommeren 2014. Samtidig er det umuligt at regne ud hvor mange indtægter man har og vil komme til at miste i forbindelse med fald i turisme. Nye tal fra juni 2015, offentliggjort af det israelske økonomiske medie Globes, viser dog at investeringer i Israel er faldet betragteligt i regnskabsåret 2014. Det koster på ens image når man driver krig. Samtidig er økonomien og forholdene også blevet fuldstændig smadret for palæstinenserne i Gaza. Det meste af Gazas økonomi har i en årrække været baseret på import/eksport af varer og våben gennem tunnelerne under grænsen mellem Gaza og Egypten. Styret i Egypten begyndte allerede at lukke disse tunneller for over to år siden, da militæret generobrede magten i sommeren 2013.

Der er ingen tvivl om at Israel var den militære sejrherre, men sejren lader til at være dyrt købt. Israel havde nemlig meget svært ved at få sit budskab om en sejr igennem på det diplomatiske og politiske niveau. Hamas er ikke blevet nedkæmpet, hvorfor Israel også har været tvunget til at forhandle med organisationen indirekte i Kairo. Hemmelige forhandlinger skulle have foregået lige siden, men parterne har ikke kunnet nå til enighed om noget. Det man eftersigende har diskuteret er ikke fred, men blot en længerevarende våbenhvile. Ingen af parterne gider nemlig at slås mere.

At generobre hele Gaza er udelukket for Israel, da man alligevel aldrig kan få nedkæmpet alle de grupper og organisationer der ikke vil nedlægge deres våben i kampen mod Israel. Bliver Israel permanent i Gaza, så vil Hamas og mange andre grupper nyde fortsat popularitet og støtte fra befolkningen, da fjenden vil være synlig. Svarene på en langsigtet løsning ligger ikke i en militær erobring. I stedet må man fokusere på demilitarisering der leder til udvikling. Dette betyder i sin grundform at man skal tilbage til rammerne om økonomisk fred der blev udstukket af Shimon Peres i 1990erne, som kulminerede med Oslo-aftalerne. Den israelske højrefløj vil benægte at der er noget at komme efter på den front, men de skulle tage at genlæse aftalerne lidt nærmere for at se hvad det egentlig var som Arbejderpartiet og PA dengang blev enige om. I dag burde en demilitarisering af Gaza være mulig, hvis Egypten og det internationale samfund er med til at lægge pres på styret i Gaza. Mulighederne for at udvikle økonomien i Gaza eksisterer, især hvis man etablerer industrizoner tæt på grænsen til Israel. En sådan udvikling skal gennemføres og sikres under international observation. Når roen så er etableret, så kan havnefaciliteter og lufthavn etableres i Gaza. Når alt kommer til alt, så er Oslo-aftalerne ikke døde, men de trænger til en tur i vridemaskinen for at blive opdateret. Lad os i denne sammenhæng glemme Vestbredden, som virker om muligt endnu mere uoverkommeligt at få løst problematikken omkring.

Siden sommeren 2014 er der dog ikke sket noget som helst. Benjamin Netanyahu er blevet genvalgt som israelsk ministerpræsident i marts 2015, hvor han som et led i valgkampen begravede to-statsløsningen. Palæstinenserne har travlt med at føre sager mod Israel ved den internationale krigsforbryderdomstol i Haag, en institution man har været medlem af siden april 2015. Og amerikanerne har travlt med at forhandle atom-aftale med Iran. Europæerne har travlt med at holde flygtninge ude af deres kontinent og kæmper samtidig med at holde styr på deres økonomi. Ydermere er politikerne i Europa også mere interesseret i Islamisk Stat når snakken falder på Mellemøsten nu om dage. Israel/Palæstina-konflikten er i sin værste hårdknude i flere år.