Israel på vej mod 2014

566723039

Begivenhederne har igen været mange i året der gik i Israel. Landet genvalgte Benjamin Netanyahu i januar, men han måtte overraskende ud og søge nye koalitionspartnere. Fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne blev pludselig genoptaget i juli med nye forhandlinger for første gang siden 2010, men spørgsmålet er om John Kerrys bestræbelser overhovedet fører til noget? I landene omkring Israel raser konflikter videre, men hvordan forholder lederne i Jerusalem sig egentlig til Syrien, Egypten og Iran? Her på tærsklen til 2014, der har Israel netop løsladt 26 nye terrorister fra israelske fængslinger, som led i de igangværende fredsforhandlinger med palæstinenserne. Dette har delt vandene i Israel og fylder overskrifterne i Israel på årets sidste dag. På højrefløjen i Israel taler man om at annektere flere landområder, mens Netanyahu forsøger at holde sammen på sin regering og samtidig fredsforhandlingerne. Andre eksperter taler også om en mulig tredje intifada i horisonten for 2014?

Siden sit genvalg som Israels premierminister den 22. Januar 2013 har Benyamin Netanyahu nærmest fremstået urørlig og uden egentlige udfordrere til sin position som Israels mest magtfulde politiker. Han måtte godt nok danne et nyt regeringsgrundlag, med nye folk på den politiske scene i Israel i form af Yair Lapid og Naftali Bennet, men posten som premierminister sidder Netanyahu uomtvisteligt tungt på. Noget kan dog ændre sig på denne front i det nye år, da den karismatiske politiker Avigdor Lieberman er tilbage fra sit ufrivillige eksil fra israelsk politik. Den populistiske leder af partiet ”Yisrael Beiteinu”, et stærkt nationalistisk parti med vælgerbase hovedsagelig blandt russiske immigranter i Israel, er nu igen tilbage på den vigtige post som landets udenrigsminister. Den 6. november 2013 blev Lieberman frikendt for alle anklager mod ham ved byretten i Jerusalem. Han var både anklaget for korruption og for læk af fortrolige oplysninger. Det israelske politi havde efterforsket internationale bankforbindelser, påstået bestikkelse og finansspekulation, fremdeles i det Østeuropa, hvor Lieberman selv stammer fra, men alle anklager mod ham blev for manges overraskende tilbagevist.

Kong Bibi, som Time Magazine døbte Benyamin Netanyahu i foråret 2012, var hurtigt ude og lykønske Lieberman med frikendelsen og hans tilbagevenden til inderkredsen i den israelske regering. Lieberman var ellers blevet suspenderet som udenrigsminister i december 2012, altså i den sidste periode af en hektisk valgkamp frem mod valget i Israel i januar 2013. Nu er spørgsmålet om Lieberman vil vedblive med at være en tæt allieret af Netanyahu eller måske udfordre hans position? I al hemmelighed havde de to politikere forhandlet sig frem til en fusion af deres to partier i den forgangne valgkamp, hvor man optrådte fælles på stemmesedlerne under navnet ”Likud-Beiteinu”. Denne manøvre endte med 31 mandater, noget der faktisk var et fald i forhold til hvad partierne samlet havde opnået hver for sig ved valget i 2009.

Når det kommer til palæstinenserne og den nyligt kickstartede fredsproces ledet af den amerikanske udenrigsminister John Kerry, så fremstår Lieberman blandt sine modstandere som en anti-arabisk racist og højreorienteret høg. Denne opfattelse gør sig gældende både i store dele af den arabiske verden og på den israelske venstrefløj. Lieberman bor i en lille bosættelse på Vestbredden en halv times kørsel syd for Jerusalem, et område som palæstinenserne ser som en hjørnesten i deres kommende stat. Lieberman har da også været meget skeptisk overfor den nyligt genoptagede fredsproces, hvor han mener at man hellere skulle satse på en interim-aftale, fremfor en endelig fredsaftale, noget palæstinenserne selvfølgelig kategorisk afviser. Selv om de mange interne politiske udfordringer fylder meget hos både israelske politikere og blandt israelske vælgere, så kommer Israel stadig mest i verdenspressens søgelys når det handler om den fortsatte konflikt mellem Israel og palæstinenserne, noget der også vil gøre sig gældende i det kommende år. Det betyder dog bare meget for fredsforhandlingerne, hvem der har mandat til at sidde for bordenden hos israelerne.

Den nye forsvarsminister i Israel siden valget i januar har hedet Moshe Yaalon, der som tidligere top general i Israel også har meldt ud at han ikke mener at et solo-angreb fra Israels side på Iran er den rette vej at gå. En holdning som den tidligere forsvarsminister Ehud Barak også endte med at indtage. Der er bred enighed i Israel om, at styret i Teheran mærker presset fra sanktionerne. Og lige så stor enighed om, at sanktionerne i deres nuværende form ingenlunde kan tvinge Iran til at opgive atomprogrammet. På rygtebørsen siges det, at Obama, under sit besøg i Israel i marts 2013, lovede Netanyahu, at USA vil genoverveje at angribe Iran, hvis ikke atomprogrammet blev stoppet i sommeren 2013. Israel valgte dog alligevel at rykke ud med endnu en alvorlig omgang sabelraslen for at presse det internationale samfund til at indføre endnu mere lammende sanktioner i håb om at tvinge iranerne bort fra atomprogrammet. Måske kan Israel sætte en endegyldig stopper for det iranske atomprogram med et soloangreb, men der er også en risiko for, at det kun kan lade sig gøre at forsinke det med et år eller to. Hvis et israelsk soloangreb skal finde sted, skal det være inden for de næste 4-6 måneder. Ellers vil det berømte “window of opportunity” lukke i mellemtiden. Ligesom tidligere ligger spørgsmålet om hvad der skal ske med Irans atomprogram dog hos amerikanerne. Israel er til stor ærgrelse for dem selv pludselig havnet udenfor beslutningernes centrum, da verdenssamfundet er begyndt at forhandle med iranerne igen, efter valget af den udadtil mere forsonende iranske præsident Hassan Rouhani.

Israel har aldrig været venner med Syrien, men man vidste hvor man havde Assad. Nu er landet trukket ned i et håbløst borgerkrigsmorads og udgør ikke længere en risiko i konventionel militær forstand. Det faktum, at den syriske hær ikke længere eksisterer, og at den syriske militære trussel – som var den største trussel mod Israel i 35 år – er forsvundet, er positivt for Israel. Nu er der ikke længere tanks på den syriske side af grænsen, klar til krig mod Israel, for de er ude at bekæmpe oprørerne.

Men trods fordelene ville Israel være bedre tjent med et samlet Syrien. Israel ønsker ikke et nyt Libanon. Med et splittet Syrien kan et væld af forskellige grupperinger penetrere Syrien og udføre terror fra syrisk grund, uden at Israel har en afsender at holde ansvarlig. Assad kender spillets regler, ligesom han kender Israels røde linje. Én mand er langt nemmere at afskrække end en række grupper. Hvis Assad falder, vil jihadister, Al-Qaeda og ekstremistiske grupper støttet af Tyrkiet overtage. Alle er enige om, at Israels største bekymring på kort sigt er risikoen for, at Syriens mange missiler og ikke-konventionelle våben kan ende i hænderne på Hizbollah eller andre fjendtligtsindede grupper. Denne bekymring steg op til overfladen i januar 2012, da Israel bombede en våbenkonvoj fra Syrien på vej til Libanon. Israel har flere gange tidligere ramt mål og våbenkonvojer uden for landets grænser på vej til Hamas, f.eks. i Sudan i oktober 2012, og det er næppe sidste gang.

Siden den seneste konflikt, i Israel kendt som “Operation Pillar of Defense”, mellem Hamas og Israel i november 2012 har Gaza-regionen været forholdsvis stille. I februar 2013, da en raket slog ned tæt på den israelske by Ashkelon, frygtede mange, at våbenhvilen mellem Israel og Hamas var i fare. Men hverken Hamas eller Israel virker interesserede i fornyet konflikt i stil med den, man senest så i november 2012. I den seneste omgang vandt Hamas en stor del prestige, men led store militære tab, mens Netanyahu var tilfreds med at vise sine vælgere, at han med en – i israelsk sammenhæng – meget begrænset indsats fik sat en stopper for raketangrebene. Netanyahu led dog et prestigetab, da det blev det nye styre i Egypten, med Mohammed Morsi i spidsen, som tog æren for en våbenhvile med Israel og Hamas. Nu er Morsi væk og militæret er tilbage I Egypten. I Egypten er hæren tilbage for endeligt at blive. På et eller andet tidspunkt vil man se generalen Sissi stille op til et valg også bliver han præsident, helt i stil med Mubarak. Det er man da helt på det rene med i Israel. Jeg tror dog ikke man kan gå helt tilbage til tiden under Mubarak, men det bliver ikke meget anderledes. Vi ser samtidig at Hamas nu igen orienterer sig mod Iran, men det er langt væk fra Gaza og egypterne har langt mere styr på hvad der rører sig i det daglige I Gaza. Alt det her er faktisk en glimrende chance for Abbas til at få mere fodfæste I Gaza, men det lader ikke til at være noget PLO satser på. Alt i alt fokuserer man hos israelerne og egypterne på at genoptage det tætte samarbejde man havde fra tiden under Mubarak og dæmme op for truslerne i Sinai og i Gaza.

Yair Lapid gik til valg som middelklassens frelser. Han lovede at gøre op med de store forskelle der er kommet i det israelske samfund, senest bekræftet af den årlige OECD-rapport, hvor Israel igen fremstår som et af de lande hvor der er størst forskel mellem rig og fattig. Lapid ville være manden der kom udefra, tidligere populær talkshow-vært og klummeskribent, som nu skulle vise politikerne hvordan man lavede politik der tilgodeså alle i samfundet. Han nød godt af at være den nye dreng i klassen, som ikke tidligere har været fedtet ind i politiske skandaler, noget der ellers er notorisk i israelsk politik. Da jeg selv talte med Yair Lapid kort før han kastede sig ind i israelsk politik i 2011, så lød det nærmest på ham som om det var en nødvendighed at han gik politikervejen. Den israelske befolkning havde brug for en ny mand, manden der skulle være middelklassens frelser. Yair Lapid castede sig selv som ”Hytteost-revolutionens” fader, hvilket var navnet på de mange demonstrationer der ramte Israel i sommeren 2011. Navnet kom, da israelerne var trætte af de stigende fødevarepriser. Lapid har siden været politisk naiv og er ligesom så mange andre faldet i kløerne på den politiske ræv Netanyahu. Lapid blev placeret i finansministeriet, som altid er en yders upopulær post. Regeringen stod med et kæmpe økonomisk underskud, som det altså blev Lapids opgave at få styr på. Det har Lapid stort set beskæftiget sig med konstant, hvilket viser at hans popularitet er styrtdykket. Det følger egentlig bare de historiske fortilfælde, da israelske centrumpartier altid hurtigt mister fodfæste.