Israel og den snørklede historie i Eurovision

10.05.2014
|
0 Comments
|
EBUarchive_1

Alles øjne er i aften rettet mod Refshaleøen i København, der i denne uge er blevet omdøbt til Eurovision Island. En af verdens største musikalske begivenheder, Eurovision Song Contest, er kommet til København og mere end 170 millioner seere over hele kloden forventes at se med. I Danmark plejer vi bare at kalde det Melodi Grand Prix og i år er det danskernes tur til at være værter, da Emmelie de Forrest sidste år vandt konkurrencen på den anden side af sundet i Malmö. Det var tredje gang gennem tiderne at Danmark vandt konkurrencen og første gang siden Brødrene Olsen hev titlen hjem i 2000, sjovt nok også dengang på svensk grund.

Israel har også vundet det internationale Melodi Grand Prix tre gange. Sejrene kom i 1978, 1979 og senest i 1998. Lige siden landet for første gang stillede op i konkurrencen i 1973 har det skabt debat og polemik. Hvorfor er Israel med i konkurrencen, når landet ikke er geografisk placeret i Europa? Svaret på dette er faktisk ganske ukontroversielt, da et medlemskab af EBU, European Brodcasting Union, gør at et land kan deltage i konkurrencen. EBU er arrangør af Eurovision og det statslige israelske fjernsyn har været medlem siden 1973. Mange arabiske og nordafrikanske stater er også medlem af EBU, men da Israel deltager i konkurrencen har de arabiske stater valgt at boykotte konkurrencen. Helt galt var det i 1978, da det jordanske fjernsyn valgte at afbryde sin sending af Melodi Grand Prix, da det stod klart at Israel var ved at vinde konkurrencen. Senere nægtede jordanske medier endda at formidle Israels sejr, men valgte i stedet at skrive at Belgien havde vundet, selvom de blot blev nummer to. Sjovt var det også at israelerne måtte vente med at se sejren i fjernsynet, da israelsk tv ikke havde købt hele programmet, da man plejede at slutte langt nede i rækkerne. Først dagen efter kom der billeder fra sejren i Paris. Tunesien, Marokko og Libanon er også medlem af EBU, men vil ikke deltage sammen med Israel. Senest i 2005 havde Libanon meldt sig, men trak sig så igen, hvilket ledte til en bøde fra EBU. Til dato er Marokko det eneste afrikanske land der har deltaget. Det skete i 1980, samme år som Israel ikke var med.

Man kan ikke lade være med at skele til den politiske udvikling vedrørende Israel når man ser på landets sejre. Landet vandt første gang i Paris i 1978 med Itzar Cohen og bandet Alphabeta med sangen A-Ba-Ni-Bi, en værre omgang vrøvlehebraisk. Ã…ret efter vandt landet minsandten igen på hjemmebane med en af historiens mest kendte vindere gennem tiderne. Det var selvfølgelig da Gali Atari og Milk and Honey sang om fred i verden med klassikeren Hallelujah. Den sidste sang var unægtelig høj klasse, men man må ikke glemme at Israel i netop disse år havde indgået en historisk fredsaftale med Egypten. Det var den første fredsaftale mellem Israel og en arabisk stat, hvilket overraskende skete med en højreorienteret israelsk premierminister i form af Menachem Begin og dennes modpart, den egyptiske præsident Anwar Sadat. Det skabte en enorm goodwill mod den jødiske stat.

Det samme kan med rette postuleres i slutningen af 1990erne, da Israel både havde sluttet fred med Jordan, indgået diplomatisk aftale med Tyrkiet og vigtigst af alt var i gang med flere års fredsforhandlinger med palæstinenserne. I 1998 sendte Israel Dana International til Birmingham, en vaskeægte diva. Dana skabte stor debat i Israel, hvor den religiøse del af befolkningen så det som en skændsel at man sendte en kvinde der havde gennemgået en kønsskifteoperation og en gang var en mand. I det hedonistiske Tel Aviv elskede man Dana og hun er selv den dag i dag en legende i Israel. Hun sejrede i 1998 og sangen er ligesom Hallelujah en klassiker i Grand Prix-sammenhæng. Det er oplagt at man kommer til at tænke på Dana, når man ser årets østrigske bidrag, den skæggede dame, Conchita Wurst.

Det er længe siden at Dana hentede en sejr til Israel og selv ikke da hun stillede op igen for et par år siden blev der rettet op på de senere års pauvre israelske resultater. I år havde man valgt at sende Mei Fengold og på trods af et flot sceneshow og flere eksperters anerkendende nik, så kom Israel heller ikke i år i finalen. Som min kollega og bekendte Eldad Beck siger, så overvejer det israelske fjernsyn helt at droppe konkurrencen næste år. Eldad Beck er mangeårig Europa-korrespondent for den israelske avis Yedioth Ahronoth og har dækket Eurovision i flere år. Beck skrev en artikel efter Israel røg ud af semifinalen i den forgangne uge, hvor han havde interviewet lederen af den israelske delegation Yaakov Neve. Denne sagde, at der må ligge politiske overvejelser bag Israels manglende succes og at han anbefaler at man trækker sig næste år. Flere journalister verden rundt og mange af årets deltagere mente også at Mei Feingold havde høj klasse og burde være blandt finalisterne.

Om Israel bliver holdt udenfor tror jeg næppe, men selvfølgelig stemmer mange modstandere af landets nuværende politiske ledelse ikke på Israel af ideologiske årsager. Det er folks gode ret at stemme som de vil og ikke bare på hvilken sang der er bedst. Man kunne også høre flere tilskuere pifte og lufte mishagsytringer da Rusland blev offentliggjort som finalist. Israel oplever dog i disse år at det anstrengte forhold til Europa, hvor EU er store modstandere af Israels fortsatte besættelse af Vestbredden og den generelle politik fra Israels side overfor palæstinenserne. At den seneste runde af fredsforhandlinger netop er brudt sammen for mindre end en måned siden har bestemt ikke gjort ting bedre. Denne effekt kan man helt sikkert afspejle i Israels dårlige statistik de senere år i det europæiske Melodi Grand Prix.