Israel har da også kemiske våben

11.09.2013
|
0 Comments
|

Nu hvor en aftale er i kommet stand mellem USA og Rusland med hensyn til at det syriske regime under ledelse af Bashar Al-Assad skal opgive deres kemiske våben, så er politikere i Israel samtidig blevet nervøse for at der igen vil komme fokus på de israelske våben af samme type. I Israel håber man ikke at det vil blive foreslået at man skal underskrive en international traktat om at forbyde kemiske våben, for det har man hidtil nægtet hos israelerne. Den internationale traktat om kemiske våben forbyder produktionen og brugen af kemiske våben og er ratificeret af 183 stater på verdensplan, kun Israel og Myanmar har ikke ratificeret aftalen, men blot skrevet under. Israel har tidligere afvist at ratificere en sådan aftale, da israelske politikere ikke så nogen grund til noget sådant, når naboen Syrien lå inde med et massivt arsenal af kemiske våben. På den israelske kanal Channel 10 kunne man i sidste uge se den tidligere leder af sikkerhedsstudier på Tel Aviv University, Yitzhak Ben-Israel udtale, at Israel ikke kan tillade at lade sine naboer tro at man ikke besidder truslen om kemiske våben. Hverken Syrien eller Egypten har underskrevet den internationale traktat om kemiske våben og begge lande besidder uden tvivl en mængde kemiske våben. Derudover har lande som Sydsudan, Nordkorea og Angola ikke underskrevet traktaten.

Nu begynder Israel at blive nervøse, da USA og Rusland er blevet enige om at afvæbne Syrien for dets kemiske våbenarsenal. Måske vil de to stormagter presse Israel til at ratificere den internationale traktat om kemiske våben? Hvis Israel gør dette, så kan man blive tvunget til at give adgang til internationale observatører og give dem indsigt i hemmelige sikkerhedspolitik på atomværket i Dimona og det biologiske institut Nes Ziona. Da Israel ikke har ratificeret aftalen er man ikke forpligtet til at tillade sådanne inspektioner. Så sent som i sidste uge udtalte det israelske udenrigsministerium, at man ikke ville ratificere aftalen så længe lande i naboregionen nægtede at anerkende Israels eksistens og truede med dets udslettelse. Her henviser man altså igen navnlig til Syrien. Skulle Syrien dog blive afhændet for dets masseødelæggelsesvåben, så mener embedsmænd i det israelske forsvarsministerium at Israel sagtens kan ratificere den internationale traktat uden at gå på kompromis med dets sikkerhed.

På en fælles pressekonference med den amerikanske udenrigsminister John Kerry udtalte Netanyahu i søndags, at han var tilfreds med den hårde amerikanske kurs overfor Syrien og udsigten til at syrerne ville miste deres kemiske våben. Netanyahu koblede udviklingen til at USA på sigt forhåbentlig også ville stække det iranske atomprogram. Netanyahu snakkede dog ikke meget om Israels eget våbenarsenal. Allerede i 1955 frygtede den daværende israelske premierminister David Ben Gurion en kommende krig med Egypten, hvorfor han fandt det nødvendigt at Israel både besad nukleare og biologiske våben. Selv om de har nægtet det, har der længe været en udbredt opfattelse at Israel har atomvåben. Norge leverede i 1959 tungt vand til Israel, mens det var franskmændene der hjalp Israel med at få atomkraft. I 1986 gav en tidligere israelsk tekniker, Mordechai Vanunu, et interview til The Sunday Times, hvor han kom med detaljerede oplysninger og billede fra et israelsk atomanlæg i Dimona. Ifølge Vanunu havde Israel på det tidspunkt nok plutonium til at producere 100 kernefysiske bomber. I en tale ved et besøg til Tyskland i 2006 tog Israels premierminister, Ehud Olmert, Israel med i en opremsning af lande som har kernefysiske våben, noget man ellers aldrig har indrømmet officielt. Israel har ikke skrevet under på ikke-spredningsaftalen, og det er heller ikke kendt at Israel har udført prøvesprængninger. Om Israel også har biologiske våben anser alle også for givet, ikke mindst efter amerikanske CIA-kilder allerede i 1982 afslørede at værket i Dimona også besad evnen til at producere nervegas.

Israel har i mange år brugt truslen fra Syrien til at forsvare deres eget omfattende våbenarsenal, men den nye aftale med syrerne sætter altså igen fokus på Israels egne våben. Israelerne har dog masser af tid. Man mener først at de syriske våben tidligst kan være ødelagt i midten af 2014 og fortilfælde i Irak og Libyen taler også for et langt forløb. Mon tiden med israelske biologiske våben også er ved at rinde ud?