Iransk triumf, israelsk fiasko eller ro i Mellemøsten?

3.04.2015
|
0 Comments
|
157948_5_

Flere årtiers politisk kamp mellem Iran og Vesten nåede i denne uge sin foreløbige kulmination, da den schweiziske by Lausanne blev rammen om en aftale mellem Iran og verdenssamfundet om førstnævntes mangeårige atomprogram. Israels premierminister Benjamin Netanyahu forsøgte ellers til det sidste at forhindre en aftale mellem det internationale samfund og Iran. Netanyahu havde også i år sat alt ind på dette tiltag, da han til alle tider har anset det som en af sine vigtigste opgaver at forhindre et atomart Iran. Han satsede alt på dette, men tabte en vigtig diplomatisk sag for ham i den forgangne uge. Selv ikke en tur til kongressen i Washington D.C., midt i den israelske valgkamp i starten af marts måned i år, kunne forhindre en aftale mellem Iran og Vesten om en permanent aftale om det iranske atomprogram. Netanyahu, der har været på talerstolen tre gange gennem tiderne i den amerikanske kongres, har altid hævdet at det ikke var en personlig politisk kamp for ham at forhindre iranernes atomprogram, men en eksistentiel pligt som israelsk ministerpræsident. Betyder det at Israel nu må tage sagen i egen hånd og angribe Iran, måske ligesom da man angreb Irak tilbage i 1981?

Når alt kommer til alt, så har Iran endnu ikke lykkedes med at opnå atomare våben, som Netanyahu tidligere har udtalt en aftale med iranerne ville betyde. Nu da de seks stormagter og styret i Teheran har underskrevet en aftale i Lausanne, hvilket betyder at Iran kan fortsætte med sit atomprogram mod ophævelser af sanktioner, så er muligheden for at Iran kan tage det for israelerne naturlige skridt mod atomvåben kommet meget tættere på, men præstestyret hævder stadig at atomprogrammet kun er til fredelige formål. Dette har man meget svært ved at tro på i Israel, og såmænd også i Saudi Arabien og andre dele af den arabiske verden. Har vesten sagt ja til et mellemøstligt atomkapløb?

Men det kan godt være at Netanyahu bliver nød til at genoverveje sin strategi i de næste par måneder. Netanyahus argumenter møder overvejende positiv modtagelse i Israel, hvor store dele af det netop valgte parlament støtter hans hårde position, mens det internationale samfund netop har vist at man vil gå meget langt for at løse problemerne med Iran på diplomatisk vis. I dette miljø må Netanyahu spørge sig selv hvordan han nu bedst kan fremme israelske interesser? Hvordan kan han sørge for at de vestlige lande får gennemført at Iran skal acceptere Israels eksistens?

Hvis Netanyahu fortsætter sin alt eller intet politik, hvor alt andet end et Iran der må opgive sit atomprogram er den eneste løsning, så vil han formentlig opleve flere nederlag i fremtiden. Ikke bare nu og her, men på den lange politiske bane. Israel brugte de sidste mange måneder på at kæmpe en brav kamp for at stoppe den aftale vi netop har oplevet mellem Iran og Vesten. Fra Netanyahu og andre ledende israelske politikere kunne man høre diverse udtalelser efter aftalen der afspejlede hvor frygteligt den israelske regering opfattede situationen. Selv ikke forholdet mellem Israel og USA har holdt de israelske politikere tilbage, hvilket igen har understreget det meget anstrengte forhold mellem de to mangeårige allierede. Netanyahu har for længst kastet dette forhold ”under bussen” som man siger i USA og Obama lagde ikke skjul på at han var ligeglad med at ”Bibi” var uenig med aftalen der er indgået med Iran. Kan USA og Israel komme tilbage fra dette her?

Netanyahu blev tidligere anerkendt for at have gjort verden opmærksom på de farer som det iranske styre kunne udgøre, såfremt man fortsatte med at udvikle sit atomprogram. De mange hårde sanktioner mod styret, som har tvunget iranerne til forhandlingsbordet, var delvist et resultat af skiftende Netanyahu regeringers utrættelige lobby-arbejde. Men nu hvor man latterliggør en aftale, som den amerikanske præsident Barack Obama kalder ”et vigtigt første skridt mod permanent ro i Mellemøsten”, så har den kommende israelske regering under Netanyahu kastet sig ud i nye yderst vanskelige tider for forholdet mellem USA og Israel. De mangeårige allierede ser bare ikke ens på verden længere.

Israel har længe gået mod hele det internationale samfund, som ellers nu er villig til at give Iran en ny chance, men Netanyahu mener at Iran måske udadtil har fået et smilende ansigt i deres nye præsident og i deres veltalende udenrigsminister, men bag facaden er der stadig tale om et uforsonligt regime der sponsorerer terror.

Netanyahu opfatter Irans atomare ambitioner, som en seriøs trussel mod Israels sikkerhed og mod hele freden på verdensplan. Men kigger man på den netop indgåede aftale og den skade som Netanyahu har påført Israel med det mislykkede forsøg på at stoppe denne, så kan man med rette spørge om Netanyahus strategi ikke har været en fiasko? Han ser ud til kun at stå tilbage med dårlige kort på hånden. Det lykkedes ikke at stoppe aftalen mellem Iran og det internationale samfund, forholdet lider mellem Israel og USA og Israel fremstår i verdensopinionen som en aggressor der ikke er villig til at indgå et kompromis.

Det eneste positive man kan i Israel kan tage med efter landets forsøg på at stoppe aftalen i de seneste par uger, må være det faktum at Israel måske kan få et bedre forhold til Golf-staterne, som om nogen er endnu mere bange for Iran end Israel, men ikke tør at være ligeså vokal i deres kritik. Der er dog ingen stater i Golfen der har udmeldt noget som helst officielt om tættere bånd til Israel. Og er diktaturer virkelig venner man ønsker at få?

Nu er udfordringen for Netanyahu, at han skal lykkedes med det han finder uundgåeligt, nemlig at Iran vil bryde de betingelser der indgået i den netop indgåede aftale. Samtidig skal han endnu engang forsøge at overbevise det internationale samfund om Irans dobbeltspil, så den netop indgåeede aftale mellem Iran og vesten ikke bliver til en permanent en af slagsen.