Iranerne bankede endnu engang palæstinenserne stort

2.10.2013
|
0 Comments
|

Ovenstående titel er ikke en henvisning til et sportsresultat, hvor Iran har vundet stort over Palæstina, men refererer i stedet til hvor mange gange Israels premierminister Benyamin Netanyahu valgte at henvise til Iran, fremfor at hellige sit budskab mod en fredsproces med palæstinenserne. Den israelske premierminister kom nemlig til FN’s generalforsamling i New York med det ene formål at ødelægge stemningen, med hensyn til de ellers forsonende toner som Irans nye præsident Hassan Rouhani havde leveret fra samme talerstol i den forgangne uge. Som den sidste verdensleder der talte ved FN’s årlige generalforsamling havde Netanyahu travlt med at udstille overfor verden at Irans nye leder er en ulv i fåreklæder og at der intet nyt er under solen med hensyn til jagten på det iranske atomprogram og dertilhørende atomvåben.

Jeg hører faktisk til dem der godt kan forstå tanken om at Iran vil have atomvåben. Når man hører iranernes udsagn, så forstår man da godt deres synspunkt om at iranerne er omringet af fjender fra alle sider. Vi bliver nødt til at forsvare os da hele verden er imod os, nærmest en afkalkering af de påstande man hører i Israel. Jeg kan godt forstå iranernes motivation og det har ikke noget at gøre med præstestyret, da planerne om atomkraft blev startet allerede under Shahen. Det var i virkeligheden præsterne der lukkede atomplanerne, indtil man så sig nødsaget til at starte op igen i midten af 1980erne, hvor man var presset af Irak. Derfor skal man gå meget vidt i forhandlingerne med Iran for at finde en løsning, før man bomber Iran. Der er nogle ting som iranerne måske vil bøje sig for i en forhandling med amerikanerne. Alle pseudo-møderne med andre magter betyder ingenting, det er kun amerikanerne der betyder noget. Iranerne betragter det som en ydmygelse at USA ikke vil sidde ved samme bord som dem, så der kommer ingen forhandlinger med Iran før amerikanerne og iranerne sætter sig ned og taler direkte med hinanden. Så de nye toner fra Rouhani og Iran er da positive? Ikke hvis man spørger Netanyahu, der bare mener at iranerne køber mere tid. Israels store skepsis bunder selvfølgelig også i de tidligere skingre udfald mod landet fra den tidligere præsident Ahmadinejad, noget der selvfølgelig ikke klæder landet.

Det er andet år i træk at Netanyahu tager til USA og taler Iran for fuld skrue. Jeg har dyb mistanke til Netanyahus integritet, når han endnu engang vælger bare at tale løs om Iran og ikke lægge mere fokus på det nybrud der måske er kommet i fredsforhandlingerne med palæstinenserne. Men når det kommer til Iran, så tror jeg desværre, at han virkelig mener det han siger. Han lever i en katastrofeverden som det ikke er alle der deler. I Netanyahus tilfælde er svaret givet. Iran må ikke få atomvåben, så derfor handler Israel med eller uden USA. Det er helt tosset. Israel kan ikke angribe selv, det siger alle fornuftige tidligere sikkerhedschefer. Noget skal der dog gøres, for ellers får vi et våbenkapløb hvor alle lande i Mellemøsten vil jagte atomvåben. Det vil være forfærdeligt for hele verden, men det er ikke Israels opgave alene at løse det problem. Det må USA løse. Kan amerikanerne ikke beslutte sig, så er Israel uanset hvad sikret sikkerhedsmæssigt af amerikanerne.

Den der har kommenteret bedst på Netanyahus tale i FN er oppositionslederen fra Arbejderpartiet i Israel, Shelly Yachimovich. Jeg er nemlig helt enig med hende i, at Netanyahu med sin panik i forhold til Iran har undermineret Israels egen styrke. Israels afskrækkende strategi er væk. Hvad er det manden siger? Han siger at her er der en fjende som Israel ikke kan klare. Israels eksistens er i livsfare. Hele ideen med Israel er, at landet skal modtage jøder fra hele verden og give dem sikkerhed. Israel vil være i stand til at forsvare deres sikkerhed. Det har man kunnet levere frem til i dag, men så kommer Netanyahu og siger at Israels strategi ikke er god nok? Hvis Iran får våben risikerer vi udslettelse? Det er helt i modstrid med Israels overlevelsesstrategi. Men da manden er klog nok oppe i hovedet, så tror jeg desværre at han mener det død alvorligt.

Jeg havde ventet at Netanyahu endnu engang ville gå på talerstolen og bruge al sin tid på Iran, men havde håbet på noget andet. Hvor ville det have været forfriskende at henlægge mere fokus på fredsprocessen med palæstinenserne, som nu er inde i en ny afgørende fase. Netanyahu overraskede dog ikke, men skuffede mig.