I Syrien holder de ikke sommerferie

3.07.2013
|
0 Comments
|

Mens alles øjne nu er rettet mod Egypten, så er der langsomt ved at ske det der ofte sker i mediebilledet fra Mellemøsten; der hvor der er mest bulder og brag i gaderne rapporter alle medierne fra. Det er klart at man skal holde øje med udviklingen der hvor den sker og der hvor begivenhederne finder sted, men samtidig glemmer man ofte hvad der tidligere fyldte sendefladen. Når der gælder Mellemøsten, så er den varmeste historie lige nu og her Egypten, men det har så sandelig været Syrien der har stjålet overskrifterne i 2013. Og her er slutkapitlet slet ikke skrevet endnu.

Der er nu meldinger om at den syriske konflikt, som startede i 2011, snart har kostet op mod 120.000 mennesker livet. Mens vi i vesten diskuterer hvem der skal hjælpes med hvilke våben blandt oppositionen i Syrien, så er det snart ved at gå op for de fleste at de kan være svært at skelne mellem hvem der er de ”gode” og de ”onde” i den syriske konflikt. Den gamle opfattelse af at de gode oprørere var at foretrække frem for de onde herskere, ser nu ud til at smuldre. Som et resultatet af dette oplever vi nu en handlingslammet omverden, i modsætning til den håndfaste politik der fx blev ført overfor den tidligere libyske diktator Gaddafi. Det er dog ikke så overraskende at man slet ikke kan blive enige om noget som helst når det gælder Syrien.

Jeg er selvfølgelig på ingen måde fan af diktatoren Bashar Al-Assad. Jeg har læst om hans far, så jeg havde ingen forhåbninger om at Hafez’ søn, omend uddannet i Storbritannien, ville bringe demokrati og fred til Syrien og Mellemøsten. Han kom til magten som efterfølger af en brutal diktator og udover ønsketænkning var der ikke noget der tilkendegav at han ville ændre Assad-familiens mangeårige jernhårde kurs. Bashar arvede ikke bare magten, han arvede også en stålfast lyst til at bevare magten, hvorfor han fx var ganske konservativ og forudsigelig i sine handlinger når det kom til forholdet mellem Syrien og Israel. Ingen opblødning eller forsøg på forsoning på den front. Det er gennem denne magtliderlighed at man i dag skal forstå Assads ageren i den fortsatte konflikt.

Medierne omtaler ofte situationen i Syrien som en borgerkrig, men det er faktisk slet ikke en præcis nok beskrivelse af begivenhederne i det store land. I virkeligheden er der i Syrien tale om en etnisk konflikt imellem mange forskellige grupperinger. Samtidig foregår der en regional magtkamp i hele Mellemøsten om at have mest indflydelse, hvor både Israel, Libanon, Tyrkiet og Iran blander sig. Yderligere er der globale aktører som USA og Rusland indblandet, mens der så også lige som konsekvens af konflikten er opstået et kæmpe syrisk flygtningeproblem.

Nu er det så også ved at gå op for omverdenen, hvordan størstedelen af ”oprørerne” i Syrien slet intet har at gøre med frihedselskende liberale demokrater som vi elsker i vesten. Selv den sekulære ”Free Syrian Army” har eftersigende begået et par uhyrlige ting i krigens hede. Skulle Assad styret endelig falde vil hævnen derfor være blodtørstig hos oppositionen, noget Bashar Assad og de 2,5 andre millioner Alawitter er ganske bevidste om. Bashar opgiver ikke kampen, da han er overbevist om at han kan vinde og at det uanset hvad er bedre at tabe i kamp end at overgive sig.

Situationen lader til at være ude af kontrol i Syrien og konsekvenserne påvirker allerede de omkringliggende lande. Nu hvor der også tales om kemiske våben øges muligheden for at konflikten i Syrien løber helt løbsk.

I vesten står man overfor en række dilemmaer. Forsyner man oprørerne med lette våben, så har det formentlig overhovedet ikke nogen effekt på lang sigt. Forsyner man derimod oprørerne med mere sofistikerede våben, så ved man ikke hvad de senere kan blive brugt til? I Tyrkiet og Jordan er man allerede massivt mærket af de mange flygtninge der strømmer ud af Syrien, noget der ikke vil ændre sig såfremt oprørerne vinder konflikten. Så er det bare andre befolkningsgrupper der flygter. Den eneste løsning der endegyldigt vil stoppe kampene i Syrien er ”boots on the ground” fra vestlige styrker. Det er dog helt usandsynligt at nogen i vesten vil kaste sig ud i sådan en aktion.

Eftersom Bashar Assad aldrig kommer til at give op (selv hvis han dør vil hans regime kæmpe videre), så vil vi fortsat opleve en endnu længere blodig konflikt. Dette skyldes især at Iran, Hezbollah og Rusland ingen skrupler har i at støtte styret i Syrien. Tænk hvis man var ligeså målrettede med sin støtte i Vesten? Denne konflikt kan ikke løses udefra, uden at en vestlig stat er villig til at kaste tropper ind i konflikten.

Folket i Syrien er altså efterladt til sig selv i en blodig konflikt der ingen ende vil tage. Var det ikke noget med en fredskonference og amerikansk svar hvis der blev brugt kemiske våben? Vesten har åbenbart masser af tid, spørg de mange syrere om de ikke også kunne tænke sig en sommerferie?