I Egypten er der også gået fyrre år

22.10.2013
|
0 Comments
|
yomkippurwar1

I Israel er det i år tyveåret for underskrivningen af Oslo-aftalerne med palæstinenserne i 1993. Det er dog samtidig også fyrre år siden at Israel var i krig med dets naboer i den omfattende Yom Kippur krig i 1973, også kaldet Oktober-krigen. I den arabiske verden bliver krigen kaldt Ramadan-krigen, da den faldt sammen med denne muslimske helligdag. I disse dage kan både egyptere og israelere se tilbage på de sidste fire årtier efter krigen i 1973 og spørge sig selv hvad der egentlig ændrede sig i deres samfund efter denne enorme begivenhed. I Israel diskuterer man hvad overmodigheden gjorde ved samfundet efter sejren i 1967, hvilket ledte til den overraskende krig seks år senere i 1973. Man diskuterer også andre følger af krigen i 1973, så som Arbejderpartiets vej mod enden, Likuds bragende gennembrud i 1977, bosætterbevægelsen anført af Gush Emunim og den senere fred med først Egypten og senere Jordan. Nutidens Israel er meget mere religiøst, kapitalistisk, teknologisk og individualistisk end det var for fyrre år siden.

Men hvordan ser det ud i Egypten her fyrre år efter Ramadan-krigen? Krigen bliver husket som en kæmpe sejr, uanset om man husker på krigens udfald eller ej. For dem der kun husker krigens første uge, så var der tale om en kæmpe sejr, da egypterne krydsede Suezkanalen og tvang israelerne til at rømme Bar-Lev forsvarslinjen. Den efterfølgende fiasko, da egypterne ikke kunne fortsætte succesrigt mod Negev, er glemt. Man husker heller ikke at Ariel Sharon ledte et succesrigt kontraangreb tilbage over Suezkanalen for israelerne og at Israel til sidst truede selve egypternes hovedstad Kairo. For dem der anerkender historiens gang, så er det klart at Israel kom ud af krigen ovenpå efter næsten tre ugers kamphandlinger i efteråret 1973. De egyptere der ser hele billedet(som regel de mere sekulære af slagsen), anerkender at konsekvenserne af krigen var den efterfølgende diplomatiske proces der ledte til fredsaftalen mellem Egypten og Israel i 1979 og sidstnævntes fulde tilbagetrækning fra Sinai-halvøen. Hvor israelerne rent faktisk stod på landkortet da våbenhvilen trådte i kraft i 1973 anses som en teknisk detalje. Det kan dog have sin pointe, da den egyptiske hær efter krigen blev hyldet som helte og antog en rolle som en enhed der kunne samle hele befolkningen.

Israel opnåede dog en fredsaftale. Ja, vil de kritiske egyptere svare, men det var og bliver en kold fred, en fred mellem regeringer og ikke mellem folket. Egyptere, inklusive mange sekulære der er uddannet i Vesten, vil stadig hævde at der ikke eksisterer en egentlig fred mellem den jødiske nationalisme zionismen og det arabiske folk. I dette ligger selvfølgelig stadig spørgsmålet om palæstinenserne og også den fjendtlige attitude som senest kom op til overfladen i 1973. Selvfølgelig anerkender de fleste egyptere dog officielt freden med Israel og har i mange årtier nydt godt af strømmen af israelske turister.

De egentlige udfordringer gør sig gældende internt i Egypten. I 1966 henrettede Gamal Abdel Nasser, den største arabiske nationalist i det 20. århundrede, den ledende islamiske tænker Sayyed Qutb. Hvordan stod det egyptiske samfund i 1970erne, da Anwar Sadat havde efterfulgt Nasser? I dag er der igen sammenstød mellem militæret og Det Muslimske Broderskab. Dengang var Broderskabet en forfulgt gruppering, som forsøgte at udfylde det magttomrum der var opstået i skiftet mellem Nasser og Sadat i september 1970. Samtidig truede kommunisterne på venstrefløjen, som Sadat knuste inden han gav sig i kast med at tackle Israel. Det lykkedes aldrig kommunisterne at komme ovenpå igen, men Broderskabet nød stadig stor tilslutning, på trods af de blev holdt nede med hård hånd.

Sadat droppede Sovjetunionen og skiftede til den vestlige lejr, men indførte ikke demokratiske tilstande. Han tillod dog bedre vilkår for islamisterne, men forsøget på at favne ud mod Broderskabet var nyttesløst. Det Muslimske Broderskab udsendte en fatwa mod Sadat der krævede hans død, efter denne havde indgået en fred med Israel i 1979. Attentatet på Sadat lykkedes i oktober 1981, præcis otte år efter krigen i 1973. Egypten vedblev dog med at være en pro-amerikansk klientstat. Under det benhårde Mubarak styre skete der en voldsom økonomisk udvikling og befolkningen steg enormt. Det gjorde forskellen mellem rig og fattig også. I 2005 tillod Mubarak bedre vilkår for Broderskabet, da han tillod at de kunne stille op til valget som enkeltkandidater, hvilket ledte til 20 % af stemmerne. I 2010 frygtede Mubarak dog endnu et godt valg til Broderskabet og snød med resultatet. En revolution ventede og i januar 2011 blev Mubarak væltet og Broderskabet stormede mod magten.

I sommeren 2013 blev Egypten igen en stat styret af militæret. I årene mellem 2011 og 2013 eksploderede spændingerne mellem Broderskabet, militæret og den liberale klasse i Egypten. Mubarak blev sat på porten og selvom alle troede at militærets kandidat ville vinde valget, så ledte de frie valg i 2012 til at Broderskabet endelig kom til magten. Nu var Mohammed Morsi pludselig landets nye præsident. Militæret stillede sig på bagbenene og forhindrede med juridisk tovtrækkeri at parlamentet kunne dannes, men egypternes vilje var ikke til at tage fejl af med over 75 % af stemmerne til islamistiske partier. Enhver form for sekulær/liberal tilgang blev nærmest ignoreret. Tilhængerne af det tidligere regime stod nu i opposition. Men fyrre år efter krigen med israelerne er militæret stadig helte og spillede stadig en kæmpe rolle bag scenen.

Morsis økonomiske fiaskoer og forsøg på at implementere islamisk sharia-lov i Egypten ledte forventeligt til hans fald. Han udfordrede også overilet militæret, da han tvang dets øverste leder Tantawi til at gå af. Militæret og den sekulære elite ventede bare på mere uro og slog til den 30. juni i år, da flere millioner egyptere gik på gaden og krævede Morsis afgang. I starten af juli blev den demokratisk valgte præsident Morsi arresteret og væltet i hvad mange anser som et nyt militærkup, men alligevel et ulovligt ærinde som store dele af befolkningen støttede. En ny egyptisk general satte sig på magten, i form af Al-Sisi. Sammenstød mellem hæren og Broderskabet fortsatte og flere tusinder af sidstnævnte blev arresteret, mens hundreder blev dræbt. Fyrre år efter krigen i 1973 er Egypten fedtet ind i hvad der måske ender med en borgerkrig, da terrorangreb mod staten, militæret og politiet fortsætter. Især Sinai-halvøen er blevet et slaraffenland for Al-Qaida og andre lignende grupperinger.

Man bliver nødt til at kigge på Egypten i en større regional sammenhæng. Grænsen mellem Israel og Egypten er ikke længere sikker, hele den arabiske verden er i oprør, specielt i Syrien og Irak og der ser ikke ud til at være nogen form løsning i sigte. Det egyptiske militær nyder stadig stor popularitet, selv om de måske skred for hurtigt ind overfor Morsi og resten af Det Muslimske Broderskab.

Miltæret begyndte som en sekulær katalysator i Egypten for mere end 200 år siden. Moderniseringen i landet kan spores tilbage til albaneren Muhammed Ali og de oplysende tendenser han bragte mig sig i begyndelsen af 1800-tallet. Nogle tilskriver ham endda den ære at have indført egyptisk nationalisme, men det mener jeg er en anelse overdrevet. Han skubbede godt nok på for mere lighed i samfundet, noget han havde lært fra europæerne, navnlig franskmændene. Han investerede massivt i den egyptiske hær og blev udsendt af den tyrkiske sultan til at slå ned på den store Wahhabi-fremgang der udspilede sig på den arabiske halvø. Det var Muhammed Alis søn der gjorde oprør mod sultanen selv, men det mislykkedes efter vestlig intervention. I midten af det 19. århundrede stod det helt klart, at miltæret, sekularismen og modernitet var det der drev Egypten frem som en lokal magtfaktor. Sekulær nationalisme og fuld uafhængighed blev politiske mærkesager efter første verdenskrig og det var militæret der forventedes at gennemtrumfe omvæltningerne. Det var først i 1956 efter Suezkrigen at egypterne endelig rystede britisk kontrol af sig. På dette tidspunkt var Nasser ved magten i sin krig mod Israel, der nød godt af britisk og især fransk støtte. Den egyptiske hær tabte på slagmarken, men manifesterede sig med en kæmpe diplomatisk sejr over alle de nævnte modstandere i 1957. Dette blev Israels første tilbagetrækning fra Sinai-halvøen.

Det Muslimske Broderskab ledet af Hassan al-Banna var imod alle former for sekulært styre og var involveret i terrorangreb og likvideringer længe før Nasser kom til magten i 1950erne. Ikke lang tid efter Nasser og hans frie officerer væltede Kong Faruk i 1952 anså Broderskabet de nye magthavere som lakajer for Vesten og fortsatte deres kamp mod styret. Broderskabet blev undertrykt og skånselsløst forfulgt.

Forskellen på i dag og for fyrre år siden er dobbeltsidig. Broderskabet er langt stærkere i dag, på trods af de seneste tilbageskridt. Islamisterne bestod prøven med valg, endda også de mere fundamentalistiske salafister, som opnåede hele 25% af stemmerne og anklagede Broderskabet for at være alt for liberale i deres fortolkning af Islam. De fleste moderate har nok igen vendt sig mod militæret, men man må konkludere at støtten til islamisterne stadig ligger på omkring 40 % samlet i det egyptiske samfund. Efter at man nu har oplevet en valgsejr og smagt på magtens sødme, så anser Broderskabet en tilbagekomst til magtens korridorer som det eneste rigtige.

De egyptiske dilemmaer er en afspejling af hele den arabiske verden. Man kan ikke blive enige om en samlet form for identitet. Hvordan skal samfundet regeres? Skal der være islamisk Sharia eller skal man leve efter sekulær lovgivning fra ledere der er valgt eller ej? Der er ingen form for enighed i den arabiske verden, så lidt at undertrykkende regimer og terrorisme fortsætter i fuldt flor. Det kan godt være at islamisterne og navnlig Broderskabet har tabt den seneste runde, men de er bestemt ikke slået og vi må regne med at de kommer tilbage på den eller anden måde. Det sekulære egyptiske militær bliver stadig opfattet som helte, men den islamistiske opposition er bestemt ikke overvundet. I modsætning til 1970erne, så er Broderskabet og salafisterne langt bedre organiserede, har dannet erfaringer ved valgurnerne og anser sig selv(i hvert fald Broderskabet) som de retmæssige magthavere i Egypten.

Kampen vil fortsætte mellem parterne langt ud i fremtiden, hvilket er en trend der gør sig gældende i hele Mellemøsten. En lang og sej kamp må forventes. Ingen skal regne med at det Muslimske Broderskab har overgivet sig en gang for alle.