Hvad nytter det at anerkende Palæstina?

Peace.edited

Efter 50 dage med kampe, raketter, krig og konflikt lykkedes det militærstyret i Egypten at få Israel og den palæstinensiske organisation Hamas til at indgå en ubegrænset våbenhvile. Det var efter at Israel, palæstinenserne og resten af verden endnu engang havde været vidne til en konflikt med dødsfald på begge sider og grusomme billeder af især de mange civile ofre i Gaza. Sommeren 2014 gav vidnesbyrd om, at den mangeårige bitre strid mellem Israel og palæstinenserne i den grad langt fra er afsluttet. Det er dog samtidig indlysende, at situationen ikke er på vej mod det bedre og pessimister har stadig kronede dage i Mellemøsten. Vi er nu tre måneder efter våbenhvilen blev indgået i Cairo ikke kommet nærmere nogen som helst form for genoptagelse af fredsforhandlinger mellem Israel og palæstinenserne.

Det var kampene i Gaza der endte med at tage alle overskrifterne i løbet af sommeren, hvilket er forståeligt når Israel og Hamas for tredje gang siden 2009 skød løs på hinanden med raketter, bomber og denne gang også israelske landtropper i Gazastriben. Man skal dog ikke glemme at sommerens uroligheder faktisk startede på Vestbredden, da tre israelske teenagedrenge blev kidnappet og senere fundet dræbt. De tre drenge var medlemmer af bosætterfamilier, altså israelske borgere der bor på Vestbredden, et område som palæstinenserne og store dele af verdenssamfundet betragter som en kommende palæstinensisk stat. En anden mellemregning var også, inden krigen startede i Gaza, at en arabisk dreng blev fundet myrdet i Jerusalem, efter at han var blevet brændt ihjel. De tre israelske drenge var blevet kidnappet af personer med tidligere forbindelser til Hamas, mens den arabiske dreng blev dræbt af højreorienterede israelske jøder der havde forbindelse til den israelske mafia.

Da urolighederne endelig stilnede af i slutningen af august i både Gaza og på Vestbredden, der kvitterede den israelske regering med Benyamin Netanyahu i spidsen med at annoncere opførelsen af nye bosættelser på den besatte Vestbred. Man må sige at det var virkelig dårlig timing af den israelske regering, da handlingen bliver tolket af palæstinensere og omverdenen, som om Israel ikke er interesseret i en fred. Konflikten der i bund og grund handler om to parter der gerne vil besidde det samme territorium er dog ikke blevet mindre tilspidset i efteråret 2014, da religion igen stikker sit ansigt frem. Stridens kerne er i øjeblikket igen Jerusalem, hvor den israelske regering for nylig annoncerede udvidelse af bosættelser. Israel opfatter Jerusalem som sin udelelige hovedstad, efter at den daværende Begin-regering annekterede hele byen i 1981. Det er der ingen i resten af verden der har anerkendt.

Den 29. oktober 2014 blev rabbineren Yehuda Glick udsat for et attentatforsøg, da denne endnu engang opfordrede til at jøder kan få lov til at bede uhindret på toppen af tempelbjerget i Jerusalem. Siden ødelæggelsen af det seneste jødiske tempel i år 70 har jøder bedt om at få lov til at få templet genopbygget ved Messias’ ankomst. På toppen af tempelbjerget ligger der dog i dag Klippemoskeen og al-Aqsa-moskeen, som er et af de mest hellige områder indenfor Islam. Da Israel erobrede området efter krigen i 1967, der blev det gennemført at Jordan stadig skulle have kontrollen med templebjerget, så muslimer stadig kunne bede frit på toppen af bjerget. Jøder måtte i stedet bede ved Grædemuren, som ligger nedenfor bjerget. Det er godt at den daværende israelske hær og regering ikke fulgte hærens overrabbiner Shlomo Goren i 1967, som foreslog at man skulle springe moskeerne på tempelbjerget i luften og i stedet genopbygge templet. Sikke en ballade dette ville have medført.

Balladen er dog blusset op her i den forgangne måned, da tilhængere af Yehuda Glick og dennes synspunkter tager til i antal. Israels regeringsleder Benyamin Netanyahu var længe om at mane til ro og fastslå at jøder stadig ikke skal have adgang til at bede på tempelbjerget. Dele af hans egen regering har dog råbt op om det modsatte. Netanyahu rettede formentlig først ind, da truslen fra Jordan blev for voldsom. Den jordanske ambassadør i Israel var blevet kaldt hjem, da Kong Abdullah er utilfreds med den megen uro i Jerusalem. Fredsaftalen mellem Israel og Jordan holder dog, men jordanerne er stadig utilfredse, hvorfor de har valgt at aflyse de officielle fejringer af tyveåret for fredsaftalen mellem de to lande i 1994.

Den megen uro i Jerusalem med vold, dødsfald og ballade fører ikke noget godt med sig. Det er en konflikt om religion som hverken Mahmoud Abbas eller Benjamin Netanyahu ønsker sig. Derfor klæder det hverken Abbas at opfordre til ny uro og Netanyahu der ventede alt for længe med at udtale sig i situationen. Uroen i Jerusalem afslører endnu engang, at lederne på begge sider af konflikten har mistet al tillid til hinanden. I stedet for at mødes til nye fredsforhandlinger, så udråber Israel nye bosættelser og Abbas og palæstinenserne soler sig i anerkendelsen som palæstinensisk stat. Men hvad nytter det at Sverige, det engelske underhus, Naser Khader og Mellemfolkeligt Samvirke synes man skal anerkende staten Palæstina? Det er der da ikke nogen af os der vil tages alvorligt som er imod? Selvfølgelig skal Israel og Palæstina eksistere som to fredelige stater ved siden af hinanden, men en symbolerklæring om at man anerkender staten Palæstina løser ingenting. I stedet skulle EU og USA lægge pres på de to parter for at vende tilbage til forhandlingsbordet, for ellers ryger handelsaftalerne og det diplomatiske samarbejde. Det vil for alvor få parterne til at møde op til fredsforhandlinger, navnlig israelerne.