Et valg der kommer til at handle om palæstinenserne

item_2.adapt.480.low

Her på tærsklen til det nye år, så er det traditionen tro tid til at se tilbage på året der gik, mens man samtidig skuer ind i det kommende år og gætter på hvad mon året vil bringe. Når det gælder Israel, så startede 2014 i optimismens tegn, da den seneste runde af fredsforhandlinger mellem Israel og palæstinenserne ved årets start gjorde, at man stadig kunne bevare håbet. John Kerry, den amerikanske udenrigsminister, rejste non-stop rundt i Mellemøsten for at forsøge at gennemtvinge en ny aftale mellem Israel, palæstinenserne og den arabiske verden. Israel frigav palæstinensiske fanger, mens også Mahmoud Abbas og hans Fatah på Vestbredden syntes engagerede i forhandlingerne. Her ved årets udgang, så er billedet langt mere dystert. Forhandlingerne brød sammen i foråret 2014, da det for Israel var uacceptabelt at Fatah og Hamas igen lancerede et forsøg på en palæstinensisk enhedsregering i april 2014. Amerikanerne har vi ikke set siden og ingen lader til at kaste sig ind i et nyt forsøg på at få parterne til at tale sammen. Senest har Frankrig inviteret til nye forhandlinger, men ingen har svaret på invitationen.

Efter en blodig krig i Gaza i sommeren 2014, som varede 50 dage, så endte 2014 med at blive et af de mere mørke kapitler i nyere tid. Hele verdens opmærksomhed var igen rettet mod Israel og de palæstinensiske områder, da parterne for tredje gang på blot fem år kastede sig ud i en blodig krig. Mere end 2000 palæstinensere mistede livet, mens ca. 70 israelere døde. Efterfølgende har flere europæiske parlamenter tilkendegivet at de støtter oprettelsen af palæstinensisk stat, mens Sverige og deres nye socialdemokratiske regering tog skridtet fuldt ud i løbet af efteråret. Som en reaktion på dette havde den israelske ministerpræsident, Benjamin Netanyahu fra Likud, travlt med at stadfæste Israels karakter som jødisk stat, hvilket var dråben der fik bægeret til at flyde over for hans dysfunktionelle sammensatte regering fra januar 2013. Helt klart er det, at det kommende israelske valg i marts måned og palæstinensernes fortsatte kamp for en selvstændig stat umiddelbart ligner de store emner for Israel i 2015. Disse to emner hænger dog uløseligt sammen.

Uanset om man taler om det åbenlyst eller ej, så tyder det på at det helt store emne i den israelske valgkamp er forholdet mellem Israel og palæstinenserne. Det har det været før, men ved det seneste valg tilbage i januar 2013, der var det emner som økonomi, forholdet mellem sekulære og religiøse jøder og Iran der fyldte meget. De fleste israelske politikere prøver også at undgå at skulle tale for meget om palæstinenserne. Det lader dog også til, at ingen af kandidaterne har gode svar på hånden. Israel kan dog ikke længere undgå emnet, hvilket man senest har oplevet i denne uge, hvor Mahmoud Abbas, palæstinenserne og resten af den arabiske verden endnu engang har afleveret et resolutionsforslag til FN. Denne gang foreslås det, at der efter forhandlinger skal udråbes en palæstinensisk stat baseret på grænserne før 1967, senest i 2017. Den globale opinion lader til at støtte dette, hvilket nu også inkluderer Europa. Som sagt har både nationale parlamenter blandt europæerne støttet dette, mens også en samlet EU-beslutning er taget om at man støtter oprettelsen af en palæstinensisk stat. Danmark har været et af de få lande der stemte forslaget ned i sit parlament.

Ser man bort fra al snakken om hvem der vinder det kommende valg i Israel, meningsmålinger, forudsigelser og meget andet, så handler meget af den kommende tid om det eksistentielle spørgsmål om hvorvidt Israel kan fortsætte med at være en jødisk stat. Senest forudsagde dagbladet Haaretz, at der i 2016 vil være flere indbyggere i Israel der har ikke-jødisk baggrund, end der er jøder. Kigger man helt nøgternt på udfordringen, så handler det om hvorvidt der skal være en en-statsløsning eller en to-statsløsning. Og hvis ingen af delene bliver valgt, kan den nuværende situation så fortsætte meget længere? Der er ingen nogen løsninger der er ideelle, så det der er interessant er hvilken løsning der vil skabe mindst skade hos begge parter.

To-statsløsningen er stadig amerikanernes mantra, men virkede mere som en god idé for tyve år siden end i dag. Dengang var udsigterne lyse, da Oslo-forhandlingerne havde skabt et tiltrængt nybrud. I dag bor der over 300.000 jøder på Vestbredden, som højreorienterede israelske partier stadig omtaler som Judæa og Samaria, ligesom forbillederne Menachem Begin og Vladimir Jabotinsky. Der bor også mere end 300.000 jøder i det tidligere østlige Jerusalem, som føromtalte Begin annekterede på toppen af sin karriere tilbage i 1981. I dag kræver Mahmoud Abbas og Fatah at våbenhvilelinjerne fra 1949 til 1967, med eller uden ”land swaps”, skal udgøre forudsætningerne for grænsen mellem Israel og Palæstina. Hamas spiller også en stor rolle på Vestbredden, mens bevægelsen som vides har magten i Gaza. Fatah og Hamas er heller ikke lykkedes med deres seneste forhandlinger om en enhedsregering og opløser Abbas det palæstinensiske selvstyre og dets samarbejde med Israel i 2015, så kan man frygte at Hamas vil forsøge at tage magten også på Vestbredden. Dette vil formentlig skabe en forfærdelig væbnet konflikt med israelerne.

Israel har brug for et tæt sikkerhedsmæssigt samarbejde om Vestbredden i en eventuel fredsaftale med palæstinenserne. Selvom dette egentlig også er i Mahmoud Abbas’ interesse, så er det måske ikke noget han kan acceptere. Palæstinenserne er nu om dage kun interesseret i fuld suverænitet og man længes efter at være herre i eget hus. Tillader Abbas, at Israel fortsat kan kontrollere Vestbredden, så underminerer det palæstinensernes krav om frihed. Ikke mindre interessant er det også hvad skæbnen bringer jøder i en kommende palæstinensisk stat? Lige nu bor der mange arabere i Israel, men officielt mener palæstinenserne stadig at der ikke skal bo jøder i en kommende palæstinensisk stat. Alle jødiske bosættelser er ifølge palæstinenserne ulovlige. Dette mener verdenssamfundet også og bosættelserne er stadig en af de største forhindringer i den kommende tid. Nogen vil mene, som man kunne se Søren Espersen fra Dansk Folkeparti advokere for i en meget omtalt udgave af ”Debatten” på DR2 i december 2014, at områderne er ”disputed territories”. Følger man denne teori, så har Israel erobret områder i 1967 fra Egypten og Jordan og man har aldrig besat palæstinensisk territorium. Tiden er dog løbet fra dette argument og snart vender verden Israel ryggen, hvis man fastholder med at stå i vejen for en to-statsløsning.

Skulle der komme en centrum-venstreregering i Israel efter det kommende valg, hvilket stadig ville være en kæmpe overraskelse, så vil selv ikke en sådan regering ledet af Itzhak Herzog og Tzipi Livni gå med til at palæstinenserne kan kontrollere deres egne områder fuldt ud. Alle er bange for at Hamas vil få for meget magt på Vestbredden. Israels store befolkningsområder er inden for meget kort rækkevidde fra de palæstinensiske områder, når det kommer til raketter. Det er muligt at en ny regering ledet af venstrefløjen vil være mere villig til at indgå forhandlinger med palæstinenserne, men det vil give voldsomme spændinger i samfundet hvis de virkelig gennemtvinger en evakuering af mere end 300.000 bosættere. Spørgsmålet er om der overhovedet er andre løsninger?

Det meste af højrefløjen er på en hel anden galej når det kommer til spørgsmålet om palæstinenserne. Med de religiøse partier i spidsen skryder man op om en en-statsløsning og som Naftali Bennet fra partiet ”Mit Jødiske Hjem” har udtalt det, så skal hele Vestbredden bare annekteres som en del af Israel. Dette ville medføre at palæstinensere skal have israelsk statsborgerskab, da alt andet ville betyde apartheid. Højrefløjen hævder at en annektering vil gøre Israel til et mere sikkert sted, da der ikke længere er besatte områder og en grænse med folk på den anden side. Dette er noget sludder, da problemet bare vil blive meget større. Giver man statsborgerskab til en masse palæstinensere, så slukker man ikke kampen og drømmen for en palæstinensisk stat. Demografisk, så er den arabiske fødselsrate langt højere end jødernes. Dette gælder også når man medregner de ultra-ortodokse jøder. Så er vi tilbage ved afdøde Yasser Arafat, der sagde at det var den palæstinensiske kvinde der ville ende med at vinde Israel/Palæstina-konflikten. Giver man israelsk statsborgerskab til alle palæstinensere på Vestbredden, så vil den jødiske stat forsvinde.

Endelig er der også dem på højrefløjen, som bare mener at den nuværende situation sagtens kan fortsætte. Europæerne råber op om en palæstinensisk stat, hele verden vil boykotte os og smide os i havet, men vi kan sagtens klare os selv. Sådan lyder argumenterne tit fra politikere i Likud og alt til højre for dette. Dette er mere sludder. Holder man af demokratiske værdier, så vil en fortsat belejring af de palæstinensiske territorier kun forværre Israels forhold til resten af verden. Palæstinenserne på Vestbredden skal have en stat, mens også Gaza-problematikken skal løses. Det internationale pres på Israel vil kun stige og fremtidsudsigterne kunne godt tyde på økonomiske sanktioner overfor Israel.

Man må heller ikke glemme, at mange israelere har dobbelt statsborgerskab. Trafikken af folk der forlader Israel er stigende og bliver tingene værre i det kommende år, så vil tendensen kun fortsætte. Det der er brug for nu er en seriøs diskussion om hvad løsningen skal være på den alt for mangeårige konflikt med palæstinenserne. Det er på tide at de israelske politikere omfavner dette, så det kan blive et essentielt tema i den kommende valgkamp. Dette valg handler faktisk om Israels fortsatte eksistens. Og måske er to-statsløsningen stadig ”the only game in town”.