Er der plads til kvinder hos de religiøse?

13.03.2015
|
0 Comments
|
4127357559-ruth-colian

Israel skal meget snart til valg. Med under en uge tilbage af valgkampen, før israelerne skal stemme om sammensætningen af deres næste parlament den 17. marts 2015, så er det ved at være sidste udkald for de mange håbefulde kandidater. De store partier med Likud og sammenslutningen af Arbejderpartiet og Tzipi Livnis bevægelse i spidsen, ligger nærmest side om side i meningsmålingerne med ca. 25 mandater til hvert parti. Spørgsmålet som alle stiller er hvorvidt den siddende ministerpræsident, Benjamin Netanyahu fra Likud kan skabe en ny koalition omkring sig eller om der bliver et magtskifte i Israel. Der er dog også en helt tredje mulighed, nemlig den at de to store partier laver en enhedsregering, noget man så et fortilfælde af tilbage i 1980erne. Der er dog også mange andre partier i Israel, hvor mange ingen chancer har for at komme ind i parlamentet Knesset. Et af dem er det helt nye parti, ”B’zchutan”, der på dansk betyder ”deres kvindelige ret”. Partiet er stiftet og ledes af 33-årige Ruth Colian, der sammen med otte andre kvinder og et par enkelte mænd har villet skabe et parti for ultra-ortodokse jødiske kvinder. Det ser dog ikke ud til at partiet har nogen som helst chance for at komme i parlamentet, men det handler mest også bare om at skabe fokus på ultra-ortodokse kvinders ringe rettigheder i Israel.

På en tur gennem Tel Aviv spiser jeg morgenmad på den populære restaurant Benedict, et sted der er blevet berømt for at servere morgenmad døgnet rundt. Jeg spørger de unge tjenere om de kender nogen steder hvor man kan høre kandidater debattere de næste par dage, men ingen af dem har nogen gode bud. Politik interesserer dem ikke så meget, da de mener at man alligevel ikke kan stole på at politikere holder noget af det de lover. To af tjenerne, Eyal og Amit, fortæller mig dog, at de helt sikkert vil stemme, den ene på Arbejderpartiet, da han er træt af Netanyahu, mens den anden vil stemme på højrefløjspartiet ”Mit Jødiske Hjem” med dets unge nationalreligiøse leder Naftali Bennet i spidsen, sjovt nok også fordi han er træt af Netanyahu. Den ene vil have højrefløjen fjernet, mens den anden altså ikke mener at Netanyahu er højreorienteret nok. Ingen af dem har hørt om Ruth Colian og hendes parti for ultra-ortodokse kvinder, men selv hvis de havde, ville de aldrig have stemt på hende. ”Vi er jo i Tel Aviv, ikke i Jerusalem”.

Senere samme dag møder jeg dog 33-årige Ruth Colian i Tel Aviv og ligesom de unge tjenere har hun ikke meget til overs for politikere, der ”bare er løgnere hele bundtet”. Ruth bor i Petach Tikva og har taget bilen for at møde mig til en gåtur i det centrale Tel Aviv. Af vane kommer jeg til at give hende hånden for at hilse da vi mødes, men Ruth smiler bare sødt og afslår. Jeg havde glemt at ultra-ortodokse jødiske kvinder ikke må røre ved andre mænd end deres ægtemand. Jeg spørger Ruth hvad der er meningen bag hendes parti? Hun forklarer mig, at det faktisk startede med at hun blev nægtet at stille op for det ultra-ortodokse parti Shas tilbage til kommunalvalget i 2013. Det højreorienterede religiøse parti, der blev stiftet tilbage i 1984, henter primært sine stemmer blandt ultra-ortodokse sefardiske jøder med oprindelse i Nordafrika og den arabiske verden. Shas står til at få syv mandater ifølge meningsmålingerne. Det er syv mere end Rurh Colians parti, som ingen spår den mindste chance for at komme i parlamentet. Shas er dog kun for mænd, så Colian, der ligesom Shas og dets mænd er ultra-ortodoks, har ingen adgang til pladserne. ”Jeg blev vred da jeg fik nægtet en plads i partiet, da ultra-ortodokse kvinder er de eneste som ingen stemme har i det israelske samfund”. Ruth Colian forklarer hvordan hun tilbage i 2013 gik til den israelske højesteret for at få gjort det ulovligt ikke at ville optage kvinder på sin partiliste, men domstolen gav hende ikke medhold. Den israelske højesteret mente ikke man kunne blande sig i de kriterier som partierne har for at vælge deres kandidater. Derfor har Ruth Colian, med hendes mands stor opbakning, startet Israels første parti nogensinde for ultra-ortodokse kvinder. Hun påpeger at hun kæmper for alle kvinders rettigheder, men at hun afgjort mener at der ikke er nogen i dag der taler hendes sag som ultra-ortodoks kvinde i Israel. Hvem hjælper hende med at kunne mætte fire børn?

”I Israel tjener kvinder mindre end mænd og det er helt grelt når det kommer til ultra-ortodokse kvinder som jeg”. Ruth Colian har selv læst jura, men fortæller om sin veninde der er pædagog og nærmest ikke kan klare sig med den løn hun tjener. Colian har forsøgt at tage kampen med de etablerede ultra-ortodokse politikere, deriblandt lederen af Shas Aryeh Deri, men det har endnu ikke været til nogen nytte. Hun forklarer mig, at bare det at hun har fået et parti og er opstillet til valg på vegne af ultra-ortodokse kvinder er en sejr i sig selv. Hun ved godt at hun ikke kommer i parlamentet, men fundamentet er lagt for en forandring af den måde man ser på kvinders rettigheder i det israelske samfund.