Endnu en fødselsdag for to-statsløsningen kan ikke fejres

Unknown

I går var det præcis 67 år siden at den dengang blot to år gamle organisation FN, udstedte en af dets mest berømte resolutioner, nemlig resolution 181. Generalforsamlingen i FN bestod dengang af 53 medlemslande og med afstemningen i november 1947 stemte man om hvad der skulle ske med afviklingen af det britiske mandat over Palæstinaområdet inden 1. august 1948. Resolution 181 er senere blev kendt som FN’s delingsplan af Palæstina og resolutionen blev vedtaget med 33 stemmer for, 13 imod og 10 lande der undlod at stemme. Blandt de sidstnævnte var Storbritannien, der ikke ønskede at tage stilling til det mandatområde man havde administreret i mere end tyve år. Danmark stemte for, i øvrigt ligesom resten af de nordiske lande.

Det er mere end seks årtier siden at verden besluttede sig for en to-statsløsning, men der er her i 2014 stadig ikke kommet to stater ved siden af hinanden i det gamle mandatområde Palæstina. Efter delingsplanen i 1947 valgte Verdenszionistforbundet med David Ben Gurion året efter den 14. maj 1948 at udråbe staten Israel, men palæstinenserne drømmer stadig om at gøre det samme. I stedet har vi set et hav af krige, terror, dødsfald, annektering, bosættelser, brudte aftaler og frugtesløse forhandlinger. Det er efterhånden blevet verdens mest fortærskede konflikt og man orker næsten ikke at beskæftige sig med Israel/Palæstina-konflikten længere, endsige blive ved med at skrive om den.

Nu hvor endnu et kalenderår ved at gå på hæld, så nærmer vi os nok engang ikke nogen som helst form for bedring af ”situationen”, navnet som israelere ofte refererer til når de omtaler forholdet til palæstinenserne. I stedet for at tale med hinanden, så diskuterer israelere og palæstinensere internt om hvordan forholdene skal være i deres egne områder. Lad os bare starte med Israel. Her bruger man i disse uger tid på at definere graden af jødiskhed i staten Israel, selvom vi alle sammen godt ved at Israel er den jødiske stat. Nu mener Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, at det skal stadfæstet ved lov, hvilket vil tilsidesætte uafhængighedserklæringen fra 1948, hvor det ellers smukt fastslås at Israel er både en demokratisk og jødisk stat. Bliver det nye lovforslag gennemført af Netanyahu, så vil minoriteters rettigheder, med andre ord mere end en million arabere og drusere i landet Israel, blive undermineret. Foreløbig er diskussionen udskudt, men den i forvejen mærkeligt sammensatte israelske regering ser ud til at falde på netop dette spørgsmål i den nærmeste fremtid. Med så forskellige partier og ledere som Yair Lapid, Tzipi Livni, Avigdor Lieberman, Naftali Bennet og Benjamin Netanyahu i samme maskinrum, er det et under at regeringen der blev dannet i januar 2013 ikke allerede er faldet. De har næsten aldrig været enige om noget helst, nærmest kun da der var ”borgfred” under krigen med Hamas i sommeren 2014.

Netop Hamas og deres arvefjender Fatah forsøgte endnu engang i forsommeren 2014 at indgå en enhedsregering for de palæstinensiske områder. Som de fleste ved, så var det denne manøvre der endeligt fik det seneste forsøg på fredsforhandlinger til at bryde sammen mellem Israel og palæstinenserne. Hamas har i en årrække siddet tungt på magten i Gaza, mens præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, siden det seneste palæstinensiske valg har siddet på magten sammen med Fatah på Vestbredden. Det seneste valg var helt tilbage i 2006 og Abbas’ mandat er for længst løbet ud. Efter sommeren i Gaza gik med krig mellem Hamas og Israel, er der ikke sket meget med forsoningen mellem Fatah og Hamas. Det seneste man har hørt fra Mahmoud Abbas er at han ingen kontrol har over Gaza, noget der ellers var en betingelse for den megen nødhjælp som verdenssamfundet efter sommerens krig valgte at sende til det nok engang sønderbombede Gaza.

Det er snart 70 år siden at man besluttede sig for en to-statsløsning, men i stedet for nye forhandlinger og forsøg på forsoning, så vinder den utopiske idé om en én-statsløsning igen frem. Dette er i mine øjne det rene fantasteri, da der aldrig kommer til at være nogen israelsk ministerpræsident med et flertal bag sig der vil opgive de jødiske rammer for staten Israel. Dette er måske en anden forklaring på hvorfor Netanyahu i disse tider har så travlt med at manifestere Israel som den jødiske stat. Det samme gør sig gældende for palæstinenserne, der heller aldrig vil opgive drømmen om det palæstinensiske narrativ.

USA lader til helt at have opgivet forsøget på at mægle i konflikten og i stedet forsøger Europa at gøre sig mere gældende. Den nyudnævnte EU-udenrigsminister, Federica Mogherini, valgte som det første efter sin tiltræden at rejse til Israel. Senest har også den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, udtalt at Paris gerne vil være vært for nye fredsforhandlinger med det mål at få udråbt en palæstinensisk stat senest med udgangen af 2016. Problemet er at hverken israelere eller palæstinensere stoler en meter på modparten og slet ikke lader til at ville købe flybilletter til Paris hvis de fik en invitation. To-statsløsningen er stadig den eneste løsning, ligesom den har været siden 1947, men parterne har glemt modparten og diskuterer kun med sig selv.