Det moralske nederlag

14.12.2013
|
0 Comments
|

Mange israelere anfægter det faktum at Israel besætter Vestbredden og dermed er en besættelsesmagt. Røster som disse i Israel hævder at Vestbredden tilhører det bibelske Israel og derfor har Israel ret til at herske over området. Det faktum at op mod tre millioner palæstinensere er bosat på samme territorium spiller ingen rolle i denne sammenhæng. Denne historiske betragtning er baseret på en forældet form for nationalisme, hvor områder tilhører folk der oprindeligt boede på stedet.

Vestbredden er en del af en kommende stat kaldet Palæstina, da hovedparten af indbyggerne er palæstinensere, hvilket gør området til besat israelsk territorium. Det internationale juridiske spørgsmål spiller faktisk ikke den største rolle i denne sammenhæng, men derimod den daglige udvikling i området som bærer præg af en besættelse. Her er det ligegyldigt om palæstinenserne er en dårlig nabo eller ej. Besættelsen startede efter Seksdageskrigen i 1967, hvor Israel igen oplevede en krig med alle dets arabiske naboer. ”Land for fred” har siden været en løsningsmodel for striden mellem Israel og palæstinenserne, men hverken den ene eller den anden part har taget teten. Derfor er besættelsen hverdagen for eneste palæstinenser på Vestbredden, ikke bare når det gælder deres nationale skæbne, men også i hvert eneste aspekt af deres daglige liv.

Mens Oslo-aftalerne foreskrev at alle sikkerheds- og indenrigspolitiske spørgsmål skulle overdrages til palæstinenserne, så forbeholder den israelske hær sig stadig retten til at anholde mulige terrorister og demonstranter over alt på Vestbredden. Dette også på trods af et tættere samarbejde med palæstinensiske sikkerhedsstyrker end nogensinde. Om end disse aktioner nogen gange er nødvendige, så går det mestendels udover uskyldige civile, der konstant lever i frygt for at deres hjem skal blive invaderet af israelske soldater. Det skaber en bitterhed og en form for desillusion når det kommer til politiske forhandlinger, hvilket i sidste ende bare leder til mere vold og ballade. Selv om palæstinensere er nervøse for deres sikkerhed i egne hjem, så er det nu engang deres mulighed for ikke at bevæge sig frit rundt som ligger dem mest til gene. Sikkerhedsafspærringer er blevet lig med ydmygelse, ikke bare når man skal forsøge at rejse ind i Israel, men også når det gælder rejser fra én palæstinensisk by til en anden. For dem der gerne vil opnå rejsetilladelse ind i Israel er det en langvarig proces at få bevilget en sådan.

Svarene på alt dette fra israelsk side er, at det sker som et led i sikringen af sikkerheden i Israel. Dette er en vildledende udlægning. Strenge sikkerhedsforanstaltninger er nødvendige for at dæmme op for terror og lykkes kun i disse år i et tæt samarbejde med palæstinensiske sikkerhedsstyrker. Palæstinenserne kommer aldrig til at opnå alle deres mål gennem vold. Men der er dog forskel på en effektiv sikkerhed, som de israelske styrker i den grad er i stand til at opretholde og en kollektiv afstraffelse af den palæstinensiske befolkning. Det første svækker selvfølgelig terrorister, mens sidstnævnte omvendt styrker terror.

På trods af dette, så er den primære forhindring frem mod enhver form for normalisering i forholdet mellem Israel og palæstinenserne de mange israelske bosættelser. Besøger man Vestbredden oplever man 130 bosættelser og yderligere ca. 100 ”outposts” bestående af i alt 340.000 bosættere spredt udover hele området. Palæstinensere oplever hver eneste dag disse bosættelser, som er med til at forhindre deres egen drøm om en selvstændig stat. Fortsætter bosætterne deres tilstedeværelse, så bliver der aldrig en palæstinensisk stat. Ydermere så er der en iøjnefaldende forskel i levestandarden, hvor man oplever moderne israelske boliger med grønne områder og swimmingpool, som står i skarp kontrast til palæstinensernes relative fattigdom og dårlige infrastruktur. Bosætterne på Vestbredden kan anvende deres egne veje og busser, mens 87 procent af vandet i området går til israelerne.

Vestbredden er stille og roligt ved at blive et område med to stater. Magten ligger hos israelerne, mens den demografiske magt ligger hos palæstinenserne. Da Vestbredden blev erobret i 1967 boede der omkring en million palæstinensere, mens der i dag bor op mod tre millioner. Fremtidsudsigterne giver sig selv. Bosætterne og sikkerhedsomkostningerne er en tung byrde på den palæstinensiske økonomi. Ifølge Verdensbanken, så er halvdelen af området på Vestbredden, hvoraf det meste er frugtbar landjord, ikke tilgængeligt for palæstinenserne. Helt klart et område der er delt ind i to stater. Muligheden for at bevæge sig er stærkt begrænset for palæstinensere, noget der også gælder handel med varer. Dette tærer på den palæstinensiske økonomi med 3,4 milliarder dollar i udgifter om året ifølge verdensbanken.

Betydningen af denne fortsatte besættelse er ødelæggende for begge parter. Fra et økonomisk, politisk og sikkerhedsmæssigt synspunkt, så bliver det mere og mere usandsynligt at forestille sig en to-statsløsning så længe besættelsen fortsætter. Man vil på sigt se et kæmpe område uden demokrati isoleret fra omverdenen. Palæstinensisk modvilje og vold vil kun stige med tiden, da intet folk vil tolerere dets manglende frihed uden kamp.

Palæstinenserne og mange arabiske lande bærer også deres del af skylden for denne udvikling. Allerede tilbage i 1948 og lige siden har man afvist israelernes eksistens og legitime tilstedeværelse i regionen. Et attitudeskift overfor Israel i den arabiske verden er nødvendigt, noget man så kimen til i den Arabiske Ligas udspil helt tilbage i 2002.

I en situation hvor Israel styrer palæstinensernes liv og skæbne, så vil man aldrig komme til at opleve sikkerhed for israelske borgere. Sikkerhed vil man opnå når palæstinenserne pludselig får noget at tabe, nemlig deres egen stat, som man tidligere har oplevet det med lande som Egypten og Jordan. Ikke bare lider den palæstinensiske økonomi under den nuværende situation, det gør israelernes i den grad også. Internationale investeringer og turisme har været nedadgående de sidste par år, noget der kan afspejles i den fortsatte situation på Vestbredden. Israels position er isoleret på verdensplan, da hele det internationale samfund er imod besættelsen og bosættere, inklusiv Israels mangeårige tætte allierede USA.

Hvad der er mest vigtigt når det gælder besættelsen, som forhindrer en selvstændig palæstinensisk stat, er det moralske nederlag som Israel lider i denne situation. Israel burde være de første til at vide at man ikke skal gøre sig til dommer over andre landes folks skæbner. Undertrykkelse af andre, uanset hvad der ligger bag, leder i sidste ende til inhumane tilstande. Frihed og lighed er de mest fundamentale menneskelige rettigheder. Hvis nogen forbyder andre disse, så mister man sin egen frihed, og bliver slavebundet til at styre andres skæbne og til sidst mister man det moralske overblik og sin sans for normer.

Når Israel vælger at gøre sig til dommer over palæstinensernes skæbne, så bestemmer landet også dets egen. Hvis Israel skal blive ved med at være et jødisk demokrati, så skal man koncentrere sig om sin egen tilværelse og frihed frem for at bestemme over andres.