Da den israelske valgkamp rykkede til Paris

FRANCE-PARIS-MARCH AGAINST EXTREMISM

Det var frygtelige begivenheder som verden blev vidner til i løbet af den første måned af 2015. Med de voldsomme terrorhandlinger i den franske hovedstad Paris, blev vi alle igen mindet om at terroren kan ramme os alle når som helst. Denne gang gik det i første omgang udover det franske satiremagasin Charlie Hebdo, som den 7. januar fik sin redaktion indtaget af to terrorister med flere dødsfald til følge. De følgende dage vil gå over i både Frankrigs og resten af verdens historie, da nyhederne om flere voldsomme aktioner fra den franske hovedstad Paris blev ved med at strømme ud til os alle. Også et jødisk supermarked blev pludselig rammen om en gidselaktion, hvor fire mennesker mistede livet. Det var denne sidstnævnte begivenhed der gjorde forløbet i Paris til en interessant størrelse i den igangværende israelske valgkamp.

En bølge af statsledere fra verden over strømmede søndag den 11. januar til den franske hovedstad, da man sammen med over halvanden million franskmænd ville vise sin støtte til det franske folk. Om end isoleret fra folkemængderne, skulle de mange politikere deltage i en støttemarch for ytringsfrihed og til mindet om de mange ofre for nådesløs terror. Den tyske kansler Angela Merkel omfavnede hjerteligt sin kollega, den lidende franske præsident Francois Hollande. Andre prominente navne som Federica Mogherini, David Cameron og Mariano Rajoy var på plads for at vise samhørighed og støtte. Et dansk kontingent af politikere bestående af ministrene Helle Thorning Schmidt, Mette Frederiksen og Nicolai Wammen var også taget til Paris. De fleste har nok ikke undgået at se billedet der gik verden rundt af de mange politikere arm i arm. Placeret prominent i første række var også den israelske premierminister Benjamin Netanyahu.

I første omgang var det slet ikke meningen at Bibi skulle have været i Paris. Sikkerhedsomkostningerne var for store og rygterne gik på at den franske præsident Hollande slet ikke gad hans tilstedeværelse. Forholdet mellem Frankrig og Israel er ikke hjerteligt i disse år. For et par år siden blev den daværende franske præsident, Nicolas Sarkozy, fanget i en privat samtale med Barack Obama. Sarkozy spurgte hvordan Obama dog kunne holde Netanyahu ud, da Sarkozy synes han var brovtende og forfærdelig. Obama replicerede tørt at han jo skulle leve med manden til dagligt. Problemet for de to statsledere var at tændte mikrofoner fangede det hele. Forholdet mellem Hollande og Netanyahu er ikke meget bedre. Hollande kritiserede offentligt Netanyahu i 2012 efter skoleskyderiet ved en jødisk skole i Toulouse. Dengang tog Netanyahu også til Frankrig for at vise sin støtte, men Hollande mente at Netanyahu udnyttede situationen da han i sin tale dengang indirekte førte valgkamp. Frankrig var senest et af de lande der stemte ja til en deadline for en løsning på Israel/Palæstina-konflikten senest i 2017. Forslaget blev stemt ned i FN i december sidste år, men den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, havde selv barslet med et lignende forslag.

Da Netanyahu erfarede hvor mange statsledere der skulle til Paris og at hans ministerkolleger, udenrigsminister Avigdor Lieberman og økonomiminister Naftali Bennet, også ville tage af sted, så ændrede han hurtigt mening. Dette var en unik mulighed for at vise sig frem som statsleder med pondus. Noget Obama siden skulle erfare. Selvom Lieberman og Bennet har været koalitionspartnere i de seneste år, så kæmpe de med Bibi om de samme stemmer. Netanyahu gjorde eftersigende alt for at komme i første række til marchen. Han skulle sågar have skubbet sig frem i bussen på vej hen til ceremonien.

Selvfølgelig har Netanyahu også villet vise støtte ligesom resten af verdens statsledere. Men det hele virkede desværre lidt for påtaget fra den israelske ministerpræsidents side. Der har selvfølgelig også været et andet incitament for Netanyahu, da terroren også ramte et jødisk supermarked. Da Netanyahu dog direkte udtalte at jøder ikke kunne føle sig sikre i Frankrig, men at man burde vende ”hjem” til Israel da situationen mindede om Spanien før inkvisitionen, blev det for meget for den franske premierminister Manuel Valls. Han udtalte at de jødiske medborgere i Frankrig er essentielle for republikkens udformning og at alle var velkomne. Det er ingen hemmelighed at den gruppe af jøder, der var flest af som kom til Israel fra resten af verden i 2013, var netop franske jøder.

Både Netanyahu, den israelske præsident Reuven Rivlin og oppositionsleder Itzhak Herzog fra Arbejderpartiet deltog i begravelsen for de fire franske jødiske ofre for terroren i Paris. Denne fandt nemlig sted i Jerusalem, da familierne til de efterladte havde ønsket dette. Flere af ofrene havde talt om at flytte til Israel indenfor en årrække.

Valgkampen er i fuld gang i Israel, hvor der nu er under to måneder til slaget skal stå. Netanyahu markerede sig som den stærke statsleder ved at tage til Paris, mens partnerskabet mellem Herzog og Tzipi Livni stadig trækker flest stemmer i meningsmålingerne. Det kan dog godt være at alliancen mellem Arbejderpartiet og Livnis bevægelse kan blive det største parti, men Netanyahu ser stadig ud til at kunne danne et politisk flertal efter næste valg. Indenrigspolitisk er han ikke blevet svækket efter sin tur til Paris, men ryet hos kollegerne i resten af verden fik endnu engang et hak nedad.