Verden er ikke et Better Place

29.05.2013
|
0 Comments
|

Ude i Hellerup nord for København har der i en årrække ligget en ganske særlig bilforhandler. Det israelske el-bil firma Better Place havde et kæmpe prøvecenter, hvor jeg selv for et par siden var ude og se fremtiden. Batteridrevne biler skulle erstatte de benzintunge oliehungrende biler, så vi alle kunne få et bedre miljø og en grønnere tilværelse. Firmaet Better Place var juvelen i det israelske iværksætter-eventyr, som er glimrende beskrevet i bogen ”Start-up Nation” af Dan Senor og Saul Singer fra 2011.

I sidste uge gik firmaet konkurs og drømmen om at revolutionere alverdens kørevaner er i denne omgang gået i vasken. Firmaet havde håbet at man kunne skifte til batteridrevne biler, men udviklingen har tilsyneladende ikke været klar til eventyret endnu. Det lå vel i luften at tingene var ved at gå ned ad bakke, da firmaets karismatiske stifter og tidligere leder, Shai Agassi, for nylig trådte tilbage fra projektet. I de fem år hvor firmaet havde eksisteret lykkedes det at tabe næsten 800 millioner amerikanske dollars. Alene i 2012 brændte Better Place 293 millioner dollars af og sluttede året med kun 34 millioner dollars. Kritikerne hævder nu, at firmaet ikke formåede at udbrede sit produkt godt nok, hvilket gjorde at det var for besværligt for potentielle kunder at have en el-bil. Der var simpelthen ikke nok batteristationer rundt omkring, samtidig med at bilerne var alt for dyre. Et salg på kun 2.000 biler på fem år understreger pointen. Agassi havde kun lavet én model, i stedet for at tilpasse sig markedet og forbrugernes forskellige behov og midler.

Da firmaet kom på markedet i 2008, så proklamerede Shai Agassi, at man alene i Israel håbede at sælge hundredetusinde biler om året. Samarbejdspartneren var Renault-Nissan, som producerede de omkostningsfulde batterier. At det store bilfirma tidligere på året trak sig ud af projektet bevirkede at skyerne trak sig ind over Better Place. En drøm om eldrevne biler, som skulle være mere attraktive end benzinslugerne slog altså ikke igennem i denne omgang. I Israel, Danmark og Portugal havde man ellers planlagt landsdækkende batteristationer, mens USA, Kina og Frankrig skulle være fremtidens markeder. Obama administrationen har dog bl.a. ikke levet op til sine lovprisninger af el-bilerne.

Om det var skæbnen der spillede Shai Agassi et puds ved jeg ikke, men samme dag som Better Place gik konkurs, der gik den amerikanske udenrigsminister John Kerry på talerstolen i Amman i Jordan til World Economic Forum. Kerry bruger lige nu al sin energi på at få israelere og palæstinensere tilbage til forhandlingsbordet, hvilket senest kom til et udtryk med en ny økonomisk plan for fred. Agassi var på talerstolen til World Economic Forum i Davos i 2003, men hans vision blev ikke til noget. Lad os håbe at Kerry har mere held i sprøjten. Kerry har en vision for palæstinenserne, som i den grad er tiltrængt, da Kerry inden for en overskuelig fremtid håber på at kunne øge gennemsnitsindkomsten for alle palæstinensere med 40 %.

Det essentielle i John Kerrys nye syv-punktsplan, som endnu ikke er blevet offentliggjort i sin helhed, er et millionprojekt omhandlende palæstinensiske gasfelter. Ligesom Israel har skabt nye gasfelter ud for deres middelhavskyst, så menes der også at være kæmpe gasreserver ud for Gazas kyst, potentielt til en værdi af 2, 4 milliarder amerikanske dollars, noget der i den grad kan styrke den palæstinensiske økonomi. Som Kerry selv sagde på pressemødet i Jordan, så er det den mest ambitiøse plan for palæstinensisk økonomi siden Oslo-aftalerne i starten af 1990erne.

Man må håbe at det går bedre med Kerrys vision end det gik for Shai Agassi. At Hamas har magten i Gaza-striben gør det umiddelbart svært for Kerry, da magthaverne i Gaza slet ikke har været med i forhandlingerne og fremtidsplanerne. Før palæstinensernes præsident Mahmoud Abbas og Hamas når til en form for enighed om hvordan man vil jagte en fred med israelerne, så kommer Kerry ikke videre med sine økonomiske planer. Man må sige at Kerry gør et ihærdigt forsøg på at kickstarte forhandlingerne om fred mellem Israel og palæstinenserne. Netanyahu og dennes israelske regering siger de er klar til at forhandle, hvilket Abbas også påstår. Sjovt er det så, at parterne stadig ikke mødes? Det var Abbas der sad på den ene side af Kerry til pressemødet i Jordan, da den nye økonomiske vision blev fremlagt. Det var dog ikke Netanyahu der sad på den anden side, men derimod Israels alfaderlige præsident Shimon Peres. Som en ledende minister i Netanyahus regering tørt konstaterede efter Peres’ floromvundne fredsbemærkninger, så er det desværre ikke Shimon Peres der svinger den politiske taktstok i Israel.

Verden og forbrugerne var ikke klar til Better Place, men lige nu virker parterne i Mellemøsten slet ikke til at være klar til John Kerrys økonomiske visioner? Giver Kerry så op hvis han ikke snart opnår et gennembrud? Elbilerne fra Israel har i hvert fald givet op i denne omgang.